En emotionel komedie
No Hard Feelings er noget så sjældent som en rendyrket komedie fra Hollywood. I en tid, hvor de store filmstudier er så fastbesluttet på kun at udgive film, der mindst kan tjene en milliard dollars, kommer det måske ikke som nogen overraskelse, at noget så kulturelt specifikt som komik, ikke spiller den samme rolle som det gjorde i en mindre globaliseret verden tilbage i 90’erne og 00’erne.
Derfor er der noget nærmest nostalgisk over ikke bare, at filmen her eksisterer, men også over præmissen, som peger årtier tilbage mod 00’ernes frække ”boner-komedier”, hvor den narrative drivkraft ofte centrerede om seksuel humor.
En genkendelig præmis
I korte træk følger filmen den 32-årige Maddie (Jennifer Lawrence), der er gået fuldstændig i stå i sit liv. Hendes økonomi er så skræntende, at banken truer med at tage hendes hus, og da hun får fjernet bilen, så hun ikke længere kan tjene penge som Uber-chauffør, er hun pludselig meget desperat. Så da hun ser et opslag fra nogle curlingforældre, der søger en ung kvinde, som kan hjælpe deres indadvendte søn, Percy, med at blive en mand, inden han skal på universitet, mod at få en bil, er hun så desperat, at hun faktisk takker ja.
Med sådan en præmis kan man næsten se hele filmen udspille sig foran ens øjne, og det er da også en skabelon, som de fleste biografgængere efterhånden er bekendt med. Der er masser af klichéer med pinlige misforståelser, liar revealed, og selvfølgelig de helt store følelser og karakterændringer i slutningen af filmen. Mens plotpunkerne måske er genkendelige, så er indholdet denne gang alligevel lidt mere ømtålelig end for 15-20 år siden.
© SF Studios
En (smule) større dybde
Fordi selvom vi måske bliver foranlediget til at tro, at det hele skal lede op mod konsumeringen, som var det American Pie, viser det sig hurtigt ikke at være tilfældet. Det er følelseslivet hos Maddie og Percy, der viser sig at være den helt store drivkraft, og den indsigt de bidrager med hos hinanden, fordi de er så forskellige, fører også til flere overraskende følsomme scener.
Faktisk er det nok nostalgien for de gamle komedier, der holder filmen tilbage. Når karaktererne pludselig ikke er endimensionelle, springer elementer som eksempelvis deres enorme privilegieblindhed og det absurde i præmissen virkelig i øjnene, selvom filmskaberne med svingende succes slipper afsted med at adressere det enkelte steder.
No Hard Feelings er en overraskende følelsesmæssig intelligent komedie. Præmissen er stadig fjollet, men Jennifer Lawrence giver sig 100 procent i hovedrollen, og er ikke bange for at blotte sig både figurativt og bogstaveligt, både for at komme helt ind på livet af Maddie, og selvfølgelig for at skabe så mange pinlige situationer som muligt. Man skal nok ikke forvente, at filmen skaber en revolutionerende ny bølge af komedier i Hollywood, men mindre kan også gøre det.
