Smuk dansk drama om længsel i det modne liv.

Pludselig vågner man op og indser, at man hele livet har drømt om Paris – hvad så nu? Når man er 76, bosat på et plejehjem og med en grøntsag til mand. Dette er essensen af Ghita Nørbys rolle Lily i Nøgle Hus Spejl fra instruktøren Micheal Noer, som før har stået bag bandedramaet Nordvest og fængselsfilmen R. Temaet her er et helt andet, men fælles er den velfortalte socialrealisme.

Lily er blevet sat af på plejehjemmet med sin, efter flere hjerneblødninger, lamme mand Max. Hver morgen ruller Lily ud af sengen, hilser den nye dag med musik på anlægget, vækning af Max og udvælgelse af hvilken skjorte han vil bære i dag, inden personalet må tage over med kran og samarbejde for rent faktisk at påklæde og bade ham. En dag hvor datter og børnebørn kommer på besøg, griber Lily da også selv støvsugeren og tager fat, da plejehjemmets 2x-om-ugen-standard absolut ikke møder hendes. Det står tydeligt klart for både os og Lily selv, at hun er friskere end de fleste på plejehjemmet tilsammen. Lily hører ikke til og er der kun for mandens Max skyld og pleje – et fængsel på flere måder, hvor man ikke engang er tilladt adgang i køkkenet for at bage en lille kage.

De ensartede dage får dog pludselig en anden lyd, da en ny beboer, charme-svenskeren Erik, flytter ind overfor med en unægtelig vigør og blæsende trompet. Efter 30 år i SAS går han under navnet Piloten og markerer sig bestemt som noget lidt andet end de resterende skindøde rosiner i rullestole.  En oprigtig relation opstår mellem Lily og Piloten, og pludselig genfindes en passion for livet og kærligheden, som ellers var lammet så længe, og det simple i at blive holdt hårdt og fast om, selvom livet skrider.

Blid tidskapsel.
Hele filmen emmer af den her socialrealisme og tilhørende simpelhed, der virkelig giver plads og mulighed for skuespillet at udfolde sig. Ghita Nørby gør det selvfølgeligt kæbedroppende godt, men der er særligt den unægtelige kemi mellem hende og svenske Sven Wollter, som insisterende fastholder interessen.

Lydbilledet er meget vagt og bygger op om socialrealismen, og rent visuelt er filmen meget blød og blid, hvilket bland andet ses bedst i den smukke solnedgangsscene over Københavns tage, som jeg håber at kunne gense for mit indre øje længe.  Stilen omfavner filmen som en slags tidskapsel og symbol på alderdommen, hvor tiden fryser, fordi alle dage virker ens, mens omverdenen og en selv alligevel smuldrer.

Nøgle Hus Spejl er en meget smuk film, som er både anderledes, nytolkende og holder sig forfriskende langt fra klicheer. Skuespillet og særligt sammenspillet er subtilt og dygtigt, og filmstilen giver et behageligt og tilfredsstillende udtryk. Desværre er selve storylinen lidt for tynd, hvor særligt sidste del af filmen falder til jorden og skuffer. Jeg længes efter en større forløsning.