OBSESSED

Kategori Biografen af - maj 22, 2024
OBSESSED

Monstre er større end mennesker

Stig ikke på det røde tog
Skuespiller Martin Ivan og dramatiker Johanne Petrine Reynberg har sammen med instruktør Johan Sarauw lavet en på samme tid skrøbelig og voldsom forestilling, der efterlader en chokeret, oplyst og reflekteret.

En kollega sagde engang, at man aldrig ved, hvornår stor kunst opstår. Man ved ikke, hvornår og om brikkerne falder på plads.

Forestillingen OBSESSED er stor scenekunst, der ikke spilder et enkelt sekund på noget, der ikke er i fortællingens interesse. Samtlige brikker er omhyggeligt placeret, så psykisk sårbarhed får et talerør med stor værdighed og mod.

Det er ikke uden humor, men selv om publikum griner, er vi aldrig i tvivl om den kærlighed, der er til persongalleriet, som mesterligt bliver præsenteret af Martin Ivan.

De mange fragmenterede karakternedslag opleves som små syleskarpe og grundige skæbnefortællinger, der alle har det til fælles, at de kæmper en aggressiv indre krig mod tilbagevendende tvangstanker og en ensomhed, der konstant er larmende uden at sige en lyd.

Jeg har lyst til at skrive og fortælle meget mere her, men det fine ved OBSESSED er, at jo mindre du ved på forhånd, jo større en oplevelse bliver det, når du skal ind og se forestillingen. For det skal du.

Man er ikke lykkeligere end ens mindst lykkelige barn
Selv om mange af de personer, vi møder i OBSESSED, er et meget mørkt sted i tilværelsen, er der i teksten hele tiden en lille genkendelighed til at holde os i hånden. Selv i de mørkeste øjeblikke, dem vi aldrig selv kommer til at opleve, findes der skrevne detaljer, der mellem linjerne holder et spejl foran os, så vi ser en lille snert af noget, vi kender. Det er i sandhed uhyggeligt.

Det er det nystartede teaterkompagni REVERS, der står bag forestillingen og sikke en debut.


OBSESSED spiller fra 18. maj til 1. juni 2024. På Teater Får302
Varigheden er ca. 75 minutter.


Skuespiller og idé: Martin Ivan. Dramatiker: Johanne Petrine Reynberg. Instruktør: Johan Sarauw. Lys: Flora Brandt. Assistent/afvikler: Hjalmar Michaelsen Brøchner. Plakatfoto: Amanda Holman Brogaard. Plakatdesign: Linnea Haaning Troelstrup.

Skrevet af
Bo Dalum, far til film og tv som klipper. Romanforfatter med tendens til armsvingende udbrud af protestdigte, iført usynlig retfærdighedsuniform med dinglende sildesalat optjent på baggrund af evig undren over menneskers opførsel.
Kommentarer er lukket.