Som du måske med det samme har lagt mærke til, så er det lidt sent, at vores dækning af årets mest betydningsrige og hyggeligste kortfilmfestival går i gang, men det er der en også en god grund til. Kulturbunkeren rejser nemlig til Toronto International Film Festival fra næste uge af, og mellem d. 8. til 18. september vil dere være eksklusive anmeldelser, interviews og meget mere fra Canadas største filmfestival. Derfor er det lidt skrabet i budgettet, men Odense ligger mit hjerte nært, og derfor ville jeg personligt ærgre mig efterfølgende, hvis ikke havde besøgt.

Dette års program byder også på langt mere end over 100 kortfilm. De sidste tre dage af festivalen står i spillets tegn, for ligesom resten af filmmediet, så er det tydeligt, at forholdet mellem det interaktive medie og film kun er blev styrket med årene, og det er efterhånden svært ikke at spore paralleller i alt, hvad man ser.

Et forsøg på at komme denne symbiose til livs så jeg i dag med arrangement “Er spil den nye, store fortælling?”. Det var spillefilmsinstruktør David Adler, der også har prøvet kræfter med spilverdenen, der forsøgte at komme med sit bud på, hvordan en narrativ bør fungere i spillets univers. For ham er det vigtigste med historier i spil, at de fremhæver de interaktive muligheder. Historien bør i højere grad være et tema, der binder universet sammen, end en slavisk fortælling, da man ikke på samme måde som en film er herre over, hvor lang tid det tager for den enkelte bruger at færdiggøre plottet. Så, det korte af det lange er, at Adler ikke synes det er tilfældet.

Der er var også mulighed for, gennem hele dagen, at prøver kræfter med virtual reality. Her fik en gruppe mennesker udleveret 3D-briller og fik lov til at testkøre nogle af de fornemmeste fortællinger fra københavnske Khora. Jeg fik ikke selv afprøvet teknologien, men det var der en del andre, der gjorde.

Hvis du, kære læser, dog ikke er interesseret i al denne nymodens teknologi, så har jeg også skrevet to håndfulde gode gamle filmanmeldelser. Grundet min korte tilstedeværelse, har valgte jeg i dag at fokusere på de 10 Robert-indstillede film, der på lørdag bliver cuttet ned til 5, hvoraf en vinder bliver udnævnt til dette års Robertfest. Anmeldelserne kan læses her, så kan du fortælle mig i kommentarfeltet, hvis du synes jeg er helt gal på den:

Darkest Moon
Jeg kender ikke folkene bag, og ved ikke, hvad det egentlige intention var, men denne historie om en bondekvinde, der fortvivlet må se til, imens hendes datter langsomt bliver overtaget af en dæmon, der kurtissere alle mændene i landsbyen, spiller mere end noget andet som selvhøjtidelige udgave af “The Julekalender”, komplet med overdrevne lydeffekter, mørk scenografi og et usammenhængende plot.

Exil
Hvad gør det egentlig ved et menneske, hvis man får et nyt hjerte? Åbenbart en helt masse, hvis man spørger instruktør Ulaa Salim. En familiefar kan i hvert fald ikke længere være sig selv, og der tegner sig da også et følsomt og flot portræt af en eksistentiel krise i dette socialrealistiske drama – lige indtil det hele ender som enhveranden sæbeopera.

Hard Hitter
Denne dokumentar om bokseren Rudy Markussen viser gennem en meget kort, men klar historie, hvordan livet som bokser både er selvudslettende, men også helt utrolig befriende.

How long, not long
En poetisk og flot animationsfilm, der som et sansende akvarelmaleri visualisere nationalisme og intolerance, imens vi gennem Martin Luther Kings stemme kan ane et spinkelt håb for fremtiden.

Lulu IRL
En fornem lille fortælling, om de positive og negative sider ved vores andet virtuelle liv, personificeret ved en skøjteglad pige, der bliver mobbet i det virkelig liv, men som finder kærlighed i sin onlinekæreste Sebastian.

Mukwano
En lesbisk asylansøger fra Uganda leder desperat efter sin kæreste, da hun forsvandt på flugten fra deres homofobiske hjemland. Hjælp får hun dog ikke meget af i Danmark, hvor hun bliver tvunget ud i et langt interview med Flygtningenævnet, der handler mere om regler end mennesker.

Skyggen
En fuldstændig absurd komedie, der handler om en familiefar, der for flere år siden klonede sig selv på et toilet i Grand Teatret, fordi han ikke kunne beslutte sig for at være far. Nu vender klonen så tilbage og vil være den eneste udgave, der eksisterer.

Hvis det lyder som en historie, du gider bruge 17 minutter på at se udfolde sig, så bliver du ikke snydt for grinene. En fuldstændig gennemført og original kortfilm, der hovedsageligt gennem dialogen holder en draget og samtidig får reflekteret over, hvordan det er at være far i dag – uden det på noget tidspunkt bliver selvhøjtideligt. Den har nok ikke en chance for at vinde Robert prisen, men det er min helt klare favorit.

The Sunken Convent
Man følger en mands udlidelige og forfærdelig rutineprægede liv. Alle hans vaner er forfærdelige, men tilforfladelige lige indtil de tager overhånd bliver helt groteske. En ordløs fortælling, der heller ikke rummer større substans, end at være en filmmatisering af et H.C. Andersen digt.

Untamed
Der er skrevet utallige historier om en den alkoholiserede, men geniale mand, der til trods for sit talent ikke får udrettet noget på grund af sin sygdom. I denne animationsfilm bliver det tematisk blandet sammen med skønheden og udyret, da en trompetspillende ulv bliver konfronteret af sin menneske datter. Kort, elegant og rørende.

SIA
En meget iscenesat dokumentar om den 93-årige kvinde Sia, der bliver konfronteret med, at døden banker på døren. Et interessant koncept, da i høj grad fungerer gennem Sias dragende tilstedeværelse.