Oppenheimer

Kategori Biografen af - juli 20, 2023
Oppenheimer

Now I am become Death, the destroyer of worlds

Den amerikanske Prometheus
I Europa raser krigen, og efter foruroligende rygter om nazisternes eksperimenter i kernefysik og udvikling af beriget uran, beslutter den amerikanske regering at iværksætte sin egen forskning. På en isoleret base i New Mexico samles de bedste hjerner, man kan opdrive, for at udvikle på de principper, som er udsprunget af Albert Einsteins og Niels Bohrs teoretiske arbejde med kernefysik. Til at stå i spidsen for projektet vælger man J. Robert Oppenheimer.

Vi ved alle, hvad resultatet blev, og den 6. og 9. august 1945 blev verden for evigt forandret. Omkring 200,000 mennesker mistede livet, enten da bomberne detonerede eller efterfølgende fra påførte skader og stråling.

Christopher Nolan laver ikke film, han laver mesterværker, og Oppenheimer er ikke en undtagelse.

Som instruktør og filmskaber insisterer han på, at biografen stadig er der, kunsten skal vises, og derfor produceres til. Det er ikke første gang at en af Nolans film bliver optaget på de gigantiske IMAX-kameraer og vist i udvalgte biografer på 70 mm celluloid. Det alene burde få de fleste filminteresserede ind i biografen, men det skader ikke, at Nolan samtidig er en af vores tids bedste håndværkere, når det kommer til historiefortælling og suspense i levende billeder.

Triumf og Tragedie
Selv om Oppenheimer må betragtes som endnu et mesterværk, er der tidspunkter i den 180 min lange film, der træder vande, og enkelte manuskriptbeslutninger, der undrer. Tre timer er lang tid, men alligevel er der karakterer, som bliver præsenteret som nøglefigurer, vi efterfølgende aldrig kommer ind under huden på eller forstår, hvorfor er en aktiv del af fortællingen. Den altid dygtige Florence Pugh bliver næsten reduceret til nøgenmodel. Emily Blunt får lidt mere at arbejde med, men jeg ved stadig mere om hendes karakter, Kitty Oppenheimer, efter jeg har læst det udleverede pressemateriale, end da jeg så filmen.

Det vrimler med de bedste skuespillere, vores tid har at byde på. Så meget, at jeg har mistanke om, at hvis telefonen ringer, og det er Christopher Nolan, så siger alle ja, også selv om det er en statistrolle.

Cillian Murphy i rollen som atombombens ”far” er årets bedste casting, og Murphy viser og beviser igen, at han er på højde med de største. Hans dedikation og fokus skal nok sikre ham en oscarnominering.

Matt Damon, Robert Downey Jr., Josh Harnettt, Casey Affleck, Rami Malek og Kenneth Branagh er med på plakaten, men andre skuespillere, som ikke nævnes, er også med til at sætte deres aftryk. De fleste vil nok mene til det bedre, men nogen, mig selv inkluderet, vil mene, det tager for meget fokus fra handlingen.

Stadig et Enigma
Beslutningen om at fortsætte filmen og følge Oppenheimer videre op i 1950’erne og ind i Den Kolde Krig, hvor Oppenheimer bliver mistænkt for kommunistiske sympatier, er en nødvendig del af konsekvensernes efterspil. Men filmisk mister værket momentum, og medmindre du er stor fan af retsagsdramaer og politiske serier, så brænder filmen langsomt ud og slukker, mere end den bygger op til en stor finale, som mange nok forventer, når det kommer til det pågældende emne og en film af Christopher Nolan.

At se Oppenheimer er lidt som at se tre skakspil blive spillet på samme tid. Der er det skakspil, som er selve filmen, dens handling og spring i tid. Der er det skakspil, som instruktøren insisterer på at udfordre sig selv og sit publikum med, og så er der det skakspil, som er, hvad der skete i virkeligheden.

Alle tre er nok i sig selv, men som biograffilm er det efterhånden en sjælden oplevelse.

Det er også derfor, at Oppenheimer får fem stjerner og ikke fire. Christopher Nolans evne til at udfordre og tale op til sit publikum, i stedet for ned, opvejer skønhedsfejlene.

Oppenheimer bliver vist på 70 mm i Imperial, Gentofte Kino og NFB Aarhus C.

Som en notits vil jeg gerne udbringe et håb om, at biograferne, som ellers helt er holdt op med at bruge de opsatte maskeringsgardiner, til at dække den del af lærred, der ikke bliver projekteret på, begynder at gøre sig umage igen. Det er fjerde gang på en måned, at jeg har set store og dyre film i biografen, hvor projektørarbejdet ikke har levet op til samme standard, og jeg håber virkelig, at biograferne igen kommer til at udbedre det i fremtiden. Det er sløset og dovent af biograferne at forvente publikum skal indløse billet til en film, der er lavet med så stor kærlighed til biografmediet, som Oppenheimer nu engang er, og så bliver der ikke kælet for detaljen i salen. Det er måske ikke vigtigt, men så alligevel, når nu biograferne har fået så stor konkurrence, så er det netop nu, at man skal huske alle kunstens regler og traditioner.

Skrevet af
Bo Dalum, far til film og tv som klipper. Romanforfatter med tendens til armsvingende udbrud af protestdigte, iført usynlig retfærdighedsuniform med dinglende sildesalat optjent på baggrund af evig undren over menneskers opførsel.
Kommentarer er lukket.