Our Kind of Traitor

Kategori Biografen skrevet af - maj 12, 2016
Our Kind of Traitor

En klassisk spionfilm.

4stars

Midt i, at vi danskere kan nyde John Le Carrés stort opsatte krimiserie Natportieren på DR, er det meget passende, at vi også får thrilleren Our Kind of Traitor serveret i de danske biografer. For filmen er en god påmindelse om, at Le Carré trods alt er en meget produktiv og alsidig krimiforfatter.

I filmen følger vi det britiske ægtepar Perry (Ewan McGregor) og Gail (Naomie Harris), der er på en romantisk rejse i et forsøg på at redde deres noget skrøbelige forhold. Skårene bliver dog ikke klinket, og intet ser ud til at blive bedre, lige indtil de møder den russiske forretningsmand Dima (Stellan Skarsgård).

Det er en stor fest sammen med Dima, men det viser sig hurtigt, at der en bagtanke ved det hele. Dima har nemlig brug for Perry til at aflevere en USB til MI5, og efter han fortæller, at hele hans familie er truet på livet, forandres Gail og Perrys liv for altid.

Afdæmpet krimi.
Det er en meget lavmælt form for thriller. Der er ikke mange stort anlagte action sekvenser i filmen, og det er på ingen måde filmens fokus. Spændingen ligger i stedet i det interpersonelle drama.

Som en enhver anden god spionfilm, er det svært at afkode karaktererne. Det er godt håndværk på karakterniveauet. Alle karaktererne afslører langsomt sider af sig selv, der bryder med det de viser udadtil, og fordi ingen på noget tidspunkt bekender kulør, er alle hele tiden under mistanke. Når hele filmen så også udspiller sig i minefeltet mellem den russiske mafia og korrupte politikere, er det ikke svært at blive grebet af historien.

Det eneste mærkbare problem er filmens æstetik. Der er flere steder, hvor billederne næsten ser computergenerede ud. Det skyldes nok budgetbegrænsninger, men ikke desto mindre er det synligt, når man går fra de flotte Alper til et par skuespillere i en bil foran en greenscreen.

Our Kind of Traitor, er en spionfilm i ordets oprindelige forstand. Den viser, at man sagtens stadig kan skabe spænding ved noget så simpelt som at have en samtale mellem to mennesker, der forsøger at aflure hinanden. Det er solidt filmhåndværk, og fordi historien er så velfortalt bliver man alligevel anspændt, til trods for det rolige fortælletempo. Hvis man håber på ekstravagante eksplosioner eller blodige velkoreograferede slåskampe så kommer man til at skulle lede længe, men hvis man er frisk på en god gammeldags thriller, så går man ikke galt i byen her.

Avatar
Grundlæggeren og chefredaktøren på siden. Med min baggrund inden for medievidenskab, og forkærlighed for film, håber jeg at kunne dele mine oplevelser med andre – på forholdsvis interessant maner.

Efterlad en kommentar her