Pacific Rim: Uprising

Kategori Biografen skrevet af - marts 22, 2018
Pacific Rim: Uprising

Dum underholdning

I denne efterfølger til Guillerme del Toros Pacific Rim fra 2013, befinder vi os 10 år efter Jaeger-piloterne reddede verden fra de kæmpe Kaiju monstre. Den unge Jake Pentecost (John Boyega), er søn af helten fra den første film, men på trods af sit potentiale har han trukket sig tilbage og lever nu som kriminel, i stedet for at følge i sin fars fodspor. Han får dog ikke lov til at holde sig for sig selv meget længere, da der pludselig dukker en ny ustoppelig trussel op.

Endnu mere heftig action
Actionsekvenserne er i toeren så bombastiske, at det næsten kan virke overvældende, når man ser det på et kæmpe IMAX-lærred. Intet af det er dog synderligt velkoreograferet, så selvom det bogstaveligt talt er stort, så lever man sig aldrig rigtig ind i slåskampene. Hvor den første på mange måder føltes som en legesyg dreng, der hamrede sine action figurer sammen, så føles toeren som den sammen dreng, der nu bare har fundet en limpistol, så han kan klistre figurerne sammen og lave ’kæmpe figurer’. Det er ikke just Shakespeare, men det er fuldstændig i tråd med stilen fra den første film, og som en efterfølger, er det svært virkelig at klandre Pacific Rim: Uprising, når den bare bygger videre på det, som den er baseret på.

Hvad man dog godt kan klandre filmen for er, at karaktererne er gudsjammerlige kedelige, og historien er fuldstændig idiotisk, med et slet skjult strejf af kinesisk propaganda. Hvis vi starter med karaktererne, så er der ingen af dem, der på noget tidspunkt formår at bryde sig ud af deres stereotype klichéer. John Boyega er ikke ligefrem mindeværdige som vores hovedkarakter, selvom han både kan smile og set trist ud, for han er noget så ensporet, at det er svært ikke at regne ud, hvor hans udvikling skal føre hen. Det samme gør sig gældende for Clint Eastwood som hans ’frenemy’ Nate, der ikke har meget andet i værktøjskassen end en sur mine, ligesom Cailee Spaeny som den unge Amara, tilsyneladende kun eksisterer for at fungere som avatar for det unge publikum filmen henvender sig til.

Kinesisk propaganda
Tror det eller ej, så står det endnu værre til med historien. Produktionsselskabet Legendary blev for år siden købt af kinesere, og det afspejler sig noget så eftertrykkeligt i historien. Hvis man nogensinde var i tvivl om, at det er forbudt at kritisere det kinesiske styre på nogen som helst måde på film, så bliver det i hvert fald underbygget her. For der er ikke en eneste ond kineser i filmen, selvom Jaeger-korpsets nye hovedkvarter pludselig er i Kina, og selvom det hurtigt viser sig, at det er et kinesisk firma, som står bag konflikten, så er det i virkeligheden de ’fremmede’, der har orkestreret det hele, alt imens de kinesiske karakterer bare er godhjertede mennesker. Propagandaelementet er så dominerende, at det til tider fuldstændig distraherer en fra det, der ellers kunne have været en temmelig underholdende film.

For Pacific Rim: Uprising, er da ganske underholdende, på den meget tungnemme måde. Hele setuppet er bare én stor undskyldning for at se robotter og monstre kollidere med hinanden, og hvis du er til den slags, så er der massere det samme i denne toer, og endda med endnu større monstre og robotter. De kinesiske elementer er dog temmelig ødelæggende for oplevelsen, og historien er rystende ringe. Der er du uden tvivl en masse folk, som vil finde noget at elske i her, men hvis du har et ønske om at finde mere end bare dum underholdning, så bliver du slemt skuffet.

Skrevet af
Grundlæggeren og chefredaktøren på siden. Med min baggrund inden for medievidenskab, og forkærlighed for film, håber jeg at kunne dele mine oplevelser med andre – på forholdsvis interessant maner.
Kommentar er lukket.