På væggen i garderoben på Teatret Zeppelin, står et citat af Astrid Lindgren.
”Man skal ikke skræmme børn, så de bliver bange, men lige som voksne har også børn brug for at blive rystet af kunst.”
Man må sige, at dette lever teatret op til. Der bliver ikke givet ved dørene…
Vi er i familie med dem, de er vores søskende, vores far, vores mor, vores bedsteforældre, kæreste, og de er der alle sammen, lige der på scenen i Folketeatret.
Forestillingen The Humans stiller et spejl op foran vores familie, og viser os alle vores adfærdsmønstre, væremåder, attituder og særheder…
Det er et epos i den mest klassiske forstand, hvor historien om to skæbner rækker langt udover deres respektive liv og dette specifikke venskab. Vi starter med at møde bydrengen Pietro, da han blot er et barn. Han er ikke meget for at begive sig udenfor de byvante rammer, men da hans forældre lejer et sommerhus, møder han den jævnaldrende Bruno, der er opvokset i bjergegnen, og det bliver startet på et venskab, der kommer til at binde dem sammen resten af deres liv…
Læs mere
Martin Skovbjerg følger sin anden spillefilm, efter hans debut i 2018 med den eksperimenterende Brakland, op med historien om Sander, hvis kæreste, Ida, er forsvundet, og da vi møder ham bliver holdt fanget i en lejlighed ved de københavnske søer, mens han bliver afhørt af Idas far og bror. Det er rammen for en fortællinger, der springer frem og tilbage i tid, og hvor man hele vejen igennem har svært ved at finde ud af, hvad der er sandt og falsk…
Læs mere
I det meste af mit liv, har ungdomsfilm talt til min generation fra 00’erne, hvor det store problem ikke bare var at finde sig selv, men også at passe ind i en tid, hvor det at være anderledes og mindre ”cool” ikke var særlig velanset. Dette generationsportræt var også præget af sentimentalitet som fællesnævner, men den tid er forbi. Nu er det blevet generation Z’ tur til at stå i rampelyset, og det er nogle helt andre ting, der lader til at være i fokus…
Læs mere
Børnebogen Folk og Røvere i Kardemomme By er i den grad blevet bevaret i overgangen fra bog til film. I en tid, hvor flere og flere børnefilm efterhånden er blevet helaftensfilm, er der noget forfriskende anstændigt og afmålt ved, at denne film, som er henvendt de mindste, ikke varer meget mere end 90 minutter. Det oprindelige forlæg forlanger ganske enkelt ikke en længere spilletid, for at fortælle sin historie, og i stedet for at tilføje alt muligt nyt, som egentlig ikke hører til historien, og som kun ville sænke tempoet, så har Rasmus A. Sivertsen og resten af animatorerne holdt filmen på en passende længde, og tak for det…
Læs mere
I 1963 udkom det, der af mange kaldes Marlen Haushofers hovedværk, Væggen.
Skrevet dels i afmagt af at være hjemmegående tandlægefrue med en dagligdag, der ikke var andet end en forhindring, der kostede tid og energi, som kunne bruges på noget andet mere kreativt.
Det var måske ønsketænkning, da Marlen skrev om en gift kvinde med voksende børn, der bliver inviteret med til en jagthytte i bjergene. De andre vil ned til den nærmeste by, men det gider hun ikke, hun ved de ender på kroen, så de tager afsted alene. Men da kun hunden vender tilbage, beslutter hun sig for dagen efter at hente dem. Her går hun ind i, hvad der minder om en glasvæg, der afskærer hende fra omverdenen. På den anden side er alt liv stivnet. Hun er alene og må ud over det åbenlyse, overlevelse, genfinde sig selv, og det hun troede, var hendes identitet…
