En rigtig sød og meget behagelig romantisk oplevelse

Det er et meget sødt par Andy Samberg og Cristin Milioti spiller i filmen Palm Springs, hvor de i forbindelse med et ulideligt bryllup ender med at hænge på hinanden, da de sammen bliver fanget i en tidssløjfe og i bedste Groundhog Day-stil må genoplive den samme dag igen og igen.

Filmen fungerer da også bedst i samspillet mellem de to, og når den ikke forsøger at være meget mere, end en romantisk lille filmoplevelse, i selskab med disse forvirrede personer. Dramaet falder dog lidt igennem, når det er, den forsøger at gøre noget dramatisk, for Samberg er stadig ikke nogen stor skuespiller. Han spiller stadig bare en version af sig selv, og det giver ikke det store rum ej heller de store evner for at udfolde sig som dramatisk skuespiller, når historien unægtelig når et stormfuldt højdepunkt. Det er dog som om, at filmskaberne har været klar over det. Derfor er alt det dramatiske tunge arbejde overladt til Cristin Milioti, som heldigvis også er en langt bedre skuespillere end Andy Samberg.

Varm og romantisk, men aldrig overvældende morsom
Filmen bliver dog aldrig mere end behagelig, fordi manuskriptet aldrig bevæger sig ud i noget virkelig mørkt, brutalt ærligt eller vovet for den sags skyld. Det betyder, at dramaet primært udspiller sig i spændingen mellem de to hovedpersoner. Ellers bliver plottet holdt i kort snor af det klichefyldte ’Liar revealed’, altså, vi venter på, at en af dem bliver afsløret som en løgner. Det er en nem måde at bygge et drama op på, uden at vove pelsen og gøre noget virkelig provokerende, men det gør også konklusionen unægtelig forudsigelig.

Det samme gør sig også gældende for humoren i filmen, som i mangel på et bedre ord, er meget nuttet. Selvom konceptet giver en masse muligheder for virkelig at være helt absurd og skør, gakket og på anden vis gøre en masse ting, som man ikke ville kunne slippe afsted med under normale omstændigheder, så holder filmen sig på den lade sti og forsøg aldrig nogensinde at gøre noget som kan virke stødende, hvilket vil sige, at den heller aldrig er mere end en hyggelig stund.

Palm Springs er en rigtig hyggelig lille romantisk film, med en effektiv fortalt historie, der med sine 90 minutter bruger lige præcis nok tid på hver problemstilling, for at gøre det interessant, men aldrig langtrukket, hvilket er en beundringsværdig bedrift i sig selv. Andy Samberg spiller stadigvæk sig selv, men ellers fungerer han fint uden at være prangende. Det er dog Cristin Milioti, som ikke bare er bundcharmerende, men også bærer filmen, når den forsøger at være mere end blot en behagelig filmoplevelse.

Filmen er hverken stødende eller innovere filmmediet, men den giver sig heller aldrig ud for at være mere, end den er. Så hvis du savner en solid romantisk komedie, går du ikke helt galt i byen med Palm Springs.