Ønskeøen er et farverigt og magisk sted, men det samme kan ikke siges om historien.
Vi har alle på et tidspunkt gjort bekendtskabet med eventyret om Peter Pan – drengen, der aldrig blev voksen. Hvis ikke det har været gennem bogen som en godnathistorie, så har det været en af de utallige spille- og tegnefilm, der har ramt biograflærredet gennem årene. Nu er det så blevet tid til at genfortælle historien til en ny generation, men denne gang er det forhistorien.
I Pan begynder det hele med, at Peter bliver efterladt på en børnehjem af sin mor, der er på flugt. Her lever han en rebelsk, men på mange måder udsigtsløs tilværelse, hvor det eneste, der holder ham oppe, er hans ukuelige mod og eventyrlyst.
Det bliver dog meget værre, da alle børnene bliver kidnappet af den onde Sortskæg (Hugh Jackman), der har til hensigt at bruge børnene som slavearbejdere på Ønskeøen for at udvinde tryllestøvet, som holder ham i live. Hurtigt viser det sig dog, at Peter Pans tilstedeværelsen kommer til at forandre alt på øen.
Uklar fortælling.
Herefter udvikler historien sig til at handle om en profeti, en krig mellem pirater og feer, jagten på udødelighed – uden nogen af de mange temaer dog hænger særlig godt sammen. Det er også lidt besynderligt, at filmen som en forhistorie til det klassiske eventyr ikke rigtig giver os noget indblik i, hvorfor Kaptajn Klo og Peter Pan ender som ærkefjender.
Meget af spilletiden bliver brugt på hentydninger til fremtidige begivenheder, men næsten intet baner vejen for at det rent faktisk giver mening, at det kommer til at ske. Den eneste røde tråd er, at Peter Pan, James Hook og Tiger Lily arbejder sammen igennem det meste af filmen.
Det er en god idé at gøre ”James Klo” til en Indiana Jones-lignende figur, hvorved man gør hans modvillige opportunisme til et positivt karaktertræk. Det er også sjovt at vende det hele på hovedet, og gør ham til Peters kompagnon igennem det meste af filmen. Desværre bliver det, som sagt, ikke brugt til at plante nogle frø for deres fremtidige tvist.
Sammenspillet mellem den unge og virkelig energiske Levi Miller som Peter Pan og Garrett Hedlund som Kaptajn Klo er også så godt, at det er svært at forstille sig, at de to personer skulle ende med at hade hinanden.
Den samme dynamiske energi kan man dog ikke tillægge Tiger Lily (Rooney Mara), der som den eneste rigtige kvindelige rolle ikke får det store at boltre sig med. Hun skal forestille at være en frygtløs kriger, men fremstår mest af alt monoton i sine gestikulationer, hvilket desværre virker mere som et tegn på dårlig instruktion end noget andet.
Mara viser nemlig i glimt, at hun kan være utrolig charmerende og bedårende med noget så simpelt som en smil, når altså hun for lov til det, og ikke skal slås med Hugh Jackman.
For nu er vi nået til den mest bombastiske af alle personer – Hugh Jackman som Sortskæg. Sortskæg bliver spillet på en så manisk, overdrevet og teatralsk maner, at det i de fleste film ville have virket malplaceret og ringe, men i Pan er det faktisk et eksempel på, hvornår filmen fungerer allerbedst.
Det er et kompromisløst og åbenhjerteligt eventyr for børn, og i sådan et univers passer en affekteret og forskruet skurk helt perfekt.
Ønskeøen er et vidunderligt sted at rejse rundt i.
For selvom historien måske ikke er så gennemført er Ønskeøen det. Det er et smukt og vidunderligt sted fuld af farver og fantasi. Eventyret tager os igennem alle de vidt forskellige områder på øen fra kulminer, til frodige regnskove til laguner, og alt er smukt på deres helt egen måde, og som noget helt nyt afspejler denne mangfoldighed sig også i øens befolkning.
For i stedet for, at indianerstammen består af amerikanske indianere, er det nu en gruppe, der består af folk fra alle folkeslag. Og der er da ikke noget mere prisværdigt end at vise, hvorledes vi kan leve i harmoni på tværs af kulturer og etniske oprindelsessteder.
Al denne skønhed bliver dog ødelagt en smule af 3D-brillerne, der her kommer til at suge farverne ud af billedet. Normalt er det ikke noget man lægger mærke til, men i en film, der er så flot, virker det mere destruktivt end fremmende for indlevelsesevnen.
Pan viser den smukkeste og mest farverige udgave af Ønskeøen til dags dato, men kan ikke følge det visuelle op med en god historie. På trods af, at manuskriptforfatteren Jason Fuchs angiveligt skulle have drømt om dette projekt i flere år, afspejler det sig desværre ikke i historie. Til gengæld er det heldigt, at vi bliver præsenteret for nogle energiske skuespillere og en verden, der helt klar er værd at udforske, bare man er indstillet på ikke at tage sine solbriller med i biografen og, at det er en film for børn.
- Release Date: 10/8/2015