Peggy Guggenheim: Art Addict

Kategori Biografen af - januar 21, 2016
Peggy Guggenheim: Art Addict

Varm stemning, men tomme kalorier.

3stars

Dokumentarfilmen Peggy Guggenheim: Art Addict omhandler den finurlige, excentriske og talentfulde kunstsamler Peggy Guggenheim, der gennem 1930’erne og 1940’erne samlede en af de største og mest anerkendte samlinger inden for moderne kunst i verden.  Selvom Guggenheim ingen formel uddannelse havde inden for kunsthistorie, havde hun et unikt øje, og det var netop hende, der for alvor fik øjnene op for den senere verdensberømte Jackson Pollock. Guggenheim har haft gallerier i både London og New York, men mest berømt er hendes Peggy Guggenheim Collection i Venedig, som til dags dato er et af de mest anerkendte og besøgte museer i Italien.

Peggy Guggenheim: Art Addict er klassisk kronologisk opbygget, og tager os på en historisk rejse, der starter i New York omkring århundredeskiftet. Peggy Guggenheim var datter af den velhavende Benjamin Guggenheim, der senere led en tragisk død på Titanic i 1912. Hun er niece til Solomon Guggenheim, som grundlagde det berømte Guggenheim Museum i New York. Peggy og Solomon havde dog aldrig et særlig nært eller kært forhold til hinanden.

Vi følger hende som hun drager mod Paris, hvor hun lever et bohemeliv med datidens surrealistiske kunstnere efter første verdenskrig. Vi følger hende, som hun drager mod London, tilbage til Paris og til New York, for endelig at havne i Venedig, hvor hun skaber sit paradis. Filmen gør brug af gamle lydoptagelser af Guggenheim, og disse giver os en fornemmelse af hendes skæve og excentriske personlighed. Tilmed gør filmen brug af mange ’talking heads’ lige fra andre kunstsamlere, kuratorer og kunstnere, og vi får sågar en bemærkning eller to af Robert de Niro med på vejen.

 peggy-guggenheim-art2

Humørbombe ude af fokus

Det kan sammenlignes med en følelse, som jeg har haft så mange dovne søndage i sofaen. Man zapper rundt på fjerneren og pludselig og selvfølgelig stopper man på DR2, hvor de viser et madprogram om det franske landkøkken (eller noget i den stil). Søndagen er reddet. En følelse af umiddelbar lykke og rejselyst bobler i blodet, og man er nærmest allerede i gang med at booke det næste fly til Alsace. Jeg MÅ bare smage den ost! Nu! Sådan havde jeg det med Peggy Guggenheim: Art Addict.

For hvad denne film kan, er at få dig i stemning. Ganske vist handler filmen hverken om mad eller vin, men om kærligheden til kunst. Man får en ubeskrivelig lyst til at blive kastet tilbage til 1930’ernes Paris, og tilbringe endeløse timer med datidens intellektuelle- og kunstneriske elite. Filmen er dertil akkompagneret af skiftevis jazzet og lettere frankofil underlægningsmusik, og man får serveret utallige billeder af blandt andre Jackson Pollock, Pablo Picasso og Max Ernsts betagende kunstværker.  Filmen giver et dragende og underholdende portræt af den ukonventionelle og fascinerende Peggy Guggenheim og hendes mange mænd, som ofte var de selv samme herrer, der senere fik plads på væggene i hendes gallerier.

Men selvom filmen er underholdende, varm og stemningsfyldt har den et problem. Den kan ikke helt beslutte sig for, om den vil handle om kunst eller om Peggy Guggenheims lidt rock’n’roll-agtige livstil med skiftende elskere og endeløse fester i bedste sladderbladsstil. Filmen er et ustoppeligt tog af namedropping af vigtige kunstnere, men filmen handler aldrig rigtigt om kunstens væsen, men nærmere om Guggenheims væsen – på et ret overfladisk niveau. Jeg forstår ikke, hvad filmen vil.

At Guggenheim er en kvinde i en mandeverden fylder ikke så meget i filmen, så det bliver aldrig rigtigt et spørgsmål om kønskamp. Dette havde selvfølgelig givet filmen et kærkomment fokus, men det er samtidigt befriende, at filmen ikke lægger vægt på, at hun var kvinde, men blot skildrer en portræt af en nyskabende kunstsamler. Filmen putter heller ikke Guggenheim op på en piedestal, da det i de første minutter af filmen bliver klart, at hun var en narcissist af dimensioner, der tilmed let lod sig udnytte af folk omkring hende, som hun beundrede. Hvis man ikke er en decideret kunstconnaisseur, men nærmere er fascineret af folk der er det, er filmen et festmåltid af tomme kalorier, men man bliver aldrig rigtig klog på hverken kunst eller Peggy Guggenheim i løbet af filmens halvanden time.

Filmen er dog ikke kun en parade af lykkelige stunder fra Guggenheims spændende liv. Vi får også et indblik i hendes komplicerede forhold til sine to børn Sindbad og Pegeen, og hvordan tragedien ramte, da Pegeen begik selvmord. Tilmed boede Guggenheim i Paris da anden verdenskrig brød ud, og her bliver kærligheden til kunsten sat på spidsen, da hun var mere opsat at redde sin kunstsamling end at redde sit egen liv mod en skæbne i en koncentrationslejr. Disse elementer bliver dog kun flygtig berørt. Det er ærgerligt, for det havde været spændende at dykke dybere i disse dele af hendes liv. At de er med, giver dog filmen noget tiltrængt tyngde.

Peggy Guggenheim: Art Addict er ikke en dårlig film. Hvordan kan en film være dårlig, når man bliver i så godt humør af at se den? Men det er absolut heller ikke et mesterværk. Derfor vil jeg foreslå, at du ser den på regnfuld søndag, når den bliver vist på DRK en skønne dag.

  • Release Date: 1/21/2016
This post was written by
Kommentarer er lukket.