Garner gør hvad hun kan, men bliver svigtet af de andre
Riley North (Jennifer Garner) er blot en helt almindelig mor, med så almindelige problemer som at få økonomien til at hænge sammen i familien, og med et brændende ønske om at hjælpe hendes datter igennem skolen. Alt bliver dog taget fra hende, da hendes mand og datter bliver dræbt – og hele retssystemet er så korrupt, at gerningsmændene uden problemer går fri. Riley vil dog ikke acceptere korruptionen, og beslutter sig for at tage sagen i egen hånd, og tage hævn over alle dem, som har svigtet hende.
Tåbelig historie
Det er et ganske enkelt udgangspunkt, der skaber et solidt fundament for fede actionsekvenser. Desværre er actionsekvenserne ikke synderlig godt koreograferet. Den smule der er, og det er overraskende lidt i forhold til, hvad man ellers ville forvente, er optaget med alt for tætte beskæringer, så det er svært at se, hvad der sker, og de enkelte bevægelser alt for simple til at være beundringsværdige.
Bedre bliver der heller ikke, når det kommer til historien. Tonen placerer sig mellem to vidt forskellige stole. Filmen vil både være en seriøs og realistisk thriller, men også have superheltefilm-lignende elementer, som en selvtægtskvinde, der som en enmandshær, rydder ud i ukrudtet og bliver hyldet som en engel.
Andre elementer som eksempelvis musikken er også underligt dateret. Soundtracket lyder som om det er hevet direkte ud af 90’erne, med halvhjertede rockmusik, og et tema, der er mest af alt, er kikset.
Jennifer Garner er såmænd meget fint castet i rollen, som en mor, der elsker sin familie og vil gøre hvad som helst for at få retfærdighed. Desværre så svigter resten af filmen hende. Plottet er alt for forudsigeligt, der er ikke nogen af de andre skuespillere, som virker synderlig engageret, og actionsekvenserne er underligt ringe koreograferet.
Jeg vil virkelig ønske, at vi havde en ny action serie på linje med John Wick-filmene, men det vi får er desværre ikke godt nok.
- Release Date: 9/27/2018