Tingene blev aldrig de samme efter krigen, og det viser Phoenix med al sørgmodighed.

Det er lige efter anden verdenskrig. Tyskerne har tabt, men de rigtige tabere er dem, der har været ofre for deres forhadte krigsførelse. En af disse helt normale menneskene, der har måtte give afkald på deres identitet under krigen af kvinden Nelly. Hun var engang en stor sangerinde, der sammen med sin mand måske kunne have haft en flot fremtid, men i dag er hun en person, der end ikke har sit eget ansigt, det er nemlig blevet fuldstændig ødelagt, og hun er ikke til at genkende længere. Nelly går dog og drømmer om at vende tilbage til tingene som de var før, og forsøger derfor at finde sin (eks)mand, Johnny, der måske ikke er så uskyldig som hun går og håber på.

En særpræget stemning.
Det er en noget anden vinkel på efterkrigstiden, og allerede her er det interessant, også selvom titlens dobbelttydighed er meget gennemskuelig. For der skabes en meget troværdig og lidt akavet stemning i filmens univers, der passer meget godt til et tidspunkt i verdenshistorien, hvor alt er blevet vendt på hovedet. Dette er ikke mindst hjulpet på vej af en pirrende lydside, der med sin meget atypiske slowjazz lyd, viser, at tingene går langsomt i denne verden.

For denne simple historie om en kvinde, der forsøger at finde ud af, om hendes mand er værd at kæmpe for, bliver nemlig fortalt over en meget lang tidshorisont, og det er bemærkelsesværdigt, ikke bare fordi tingene gik langsommere før vi opfandt smartphones og internettet, men også fordi det er med til at brede historie ud til folk, der ikke levede dengang.

I stedet for at fortælle et forudsigeligt melodrama, så bruges efterkrigstiden meget klogt, til at fortælle om, hvordan vi alle ville tilbage til sådan som tingene var før krigen, og det er en empatisk pointe, der ikke bliver fortalt nok.

Et stærkt persondrama.
Men selvom der er en stærk universelhistorie, så er filmen trods alt også et kærlighedsdrama, og det er skam også fornemt udført. Nelly, som bliver spillet af Nina Hoss, er en skrøbelig skikkelse, der lever i en konstant tilstand af fornægtelse, og det er vi som tilskuer aldrig i tvivl om. Tilset så dette, at hendes mand Johnny, spillet af Ronald Zehrfeld, er en gemen lurendrejer, og så kan man godt regne ud, hvordan tingene kommer til at gå. Det er ikke ligefrem den stærkeste del af filmen, men samspillet mellem de to, eller manglen på sammen, skaber en oprigtig interesse på Nelly vegne, og et konstant håb for, at Johnny ikke skal vise sig som den slyngel alt peger på.

Phoenix er et stærkt efterkrigsdrama. Med en historie som vi alle kan relatere til, om at ville vende tilbage til dengang tingene virkede bedre, og en helt unik stemning, så er den helt klart anbefales værdig, også selvom kærlighedshistorie, ikke er lige så skarp som resten af fortællingen.