Pretty Woman – The Musical

Posted in Teater by - september 18, 2022
Pretty Woman – The Musical

En oplagt askepothistorie, overført til start halvfemsernes populærkultur, var dengang et sikkert filmhit og genstand for et soundtrack, der hørte til i enhver fornuftig pladesamling.
Men kan samme manuskript rettes til og opsættes som en musical?

Gamle film på nye scener
Det må siges, at det er meget populært at finde en elsket film af forholdsvis ældre dato frem fra skuffen, for at genoplive den på scenen.

Det burde på papiret, være et sikkert hit, men i dette tilfælde er historien om en prostitueret, der malker pengemanden, indtil de bliver forelsket i hinanden, bare ikke det eventyr vi har brug for at smile, synge og danse os igennem. Faktisk virker det en smule akavet at klappe ad.

Foto: Morten Rygaard

Tilbage til 90’erne
Filmen Pretty Woman blev oprindeligt skrevet som et mørkt drama med titlen ”3000”, der refererende til det beløb, en forretningsmand betalte en prostitueret, for hendes, lad os kalde det ydelser. Den oprindelige ide i det manuskript var, at filmen endte med, at den prostituerede blev skubbet ud af en bil og pengene blev smidt ud af vinduet efter hende. Farvel og tak.

Men da Touchstone Pictures kom ombord, blev manuskriptet omskrevet, til den romantisk komedie vi alle kender og elsker i dag.

Soundtracket er i sig selv blevet hvermandseje og sange som ”Fame” af David Bowie, ”It must have been love” af Roxette og selvfølgelig ”Pretty Woman” af Roy Orbison, som oprindeligt er indspillet i 1964, er blevet synonym med filmen og dens succes.

Foto: Morten Rygaard

Frem til 2022
Hvorfor er det så vigtigt at skrive om filmen, når det nu er en musicalopsætning her og nu, og ikke for 32 år siden?

Det er det, fordi manuskriptet er det samme. Den balancegang, det altid er at lave en opsætning på noget, der allerede eksisterer i anden form, bliver ikke udfordret, men hælder så meget til filmsiden, at selv om replikkerne var omskrevet til dansk, kunne publikum sidde og tale med, som var det hjemme i stuen foran det nedslidte vhs bånd.

Det er der nok mange, der netop gerne vil have, men i de mængder bliver det svært at løsrive sig fra tanken om, at vi er vidne til et referat.

Det er de to ophavsmænd til filmen, filminstruktør Garry Marshall og manuskriptforfatter J.F. Lawton, der har skabt musicalens manuskript, og den opgave skulle de nok have givet videre til et par friske øjne.

Men får vi så sangene, vi kender og elsker?

Nej, det gør vi ikke. Vi får anslaget til Pretty Woman, men det bliver hurtigt afbrudt, så man sidder frustrerede tilbage. Til sidst, da der ikke er mere tilbage at fortælle, og skuespillerne er gået ud af karakter, får vi så hele sangen, som en slags ekstranummer, men alt for sent og uden den forløsning det var ment som.

Nu er det ikke fordi, at Julia Roberts og Richard Gere løb rundt og sang dengang. Musikken blev brugt som stemningsforstærker, og det er lige det ord, der er brug for, til at beskrive, hvorfor der skal synges i en musical.

Men det, der skulle forstærkes udebliver. Man kan se, hvor meget Nina Maria Schjødt Lybæk-Hansen (Vivian Ward) og Thomas Ambt Kofod (Edward Lewis) knokler, men jeg kan ikke mærke dem. Det bliver aldrig farligt. Det bliver aldrig spændende at følge med i, om glædespigen og den rige yuppie bliver forelsket. Det ved vi, at de gør, og heldigvis for det, for instruktionen henleder os, på trods af kostumer, scenografi og tekster i sangene, til at tro, at Edward karakteren er alt andet end imponeret af noget som helst. Der står et jakkesæt og synger, men charmen udebliver.

Det er ærgerligt for Thomas Ambt Kofod har tidligere haft mulighed for at vise, hvor dygtig han er, og jeg glæder mig til at se ham igen i noget andet.

Sangene til musicalen har Bryan Adams lavet sammen med partneren Jim Vallance, som han siden sit gennembrud i 70’erne har haft et løbende samarbejde med. Men den danske oversættelse har ikke gjort noget godt for den i forvejen inspirationsløse tekst, det makkerskab har kunnet skrive sig frem til. Det går nogenlunde, når bunden af lydbilledet får plads og lov til at fylde, men de minimalistiske ballader, gør ikke noget godt for vores to hovedpersoner.

Især Edward Lewis karakteren står tilbage med det korteste strå af kvalitetssange skrevet til at fortælle publikum, hvad han tænker og føler.

Foto: Morten Rygaard

Det lækre i periferien
Faktisk er det, der virker bedst, alt det, der sker omkring vores to hovedpersoner.

Troels Lyby har mange hatte og hætter på. I rollerne som Happy Man, Mr. Thompson, Mr. Hollister, og for en hurtig bemærkning operakontrollør, er han den perfekte guide gennem sceneskift, og med sin vanlige charme, er han det perfekte valg til at holde publikum i hånden gennem denne rutsjebanetur.

Christian Collenburg, som spiller Giulio, en meget ivrig og pligtopfyldende piccolo, er en kæmpe fornøjelse at følge igennem aftenen, og med få detaljer fylder hans tilstedeværelse mere end alle de skrevne ord i musikken.

Sara Gadborg spiller en lidt anderledes udgave af Kit. Det er et friskt pust, der prøver at gøre noget andet og mere end bare gengive filmen, og hun er den, der har fået lov eller måske insisterende tager sine sange til et helt andet niveau. Der er så meget power i den stemme, at selv bagerste række fik sat håret på ny.

Isabel Schwartzbach viser sig som Violetta i La traviata, da Edward tager Vivian med i operaen. En af de bedste scener i filmen, og en glimrende sammenligning, når nu La traviata handler om en prostitueret, der forelsker sig i håbet om at skabe sig en ny tilværelse. Uden tvivl aftenens kuldegysning og tiltrængte øjeblik, der gav lidt pusterum fra neonlysforsøget på at gøre en prostituerets liv til popsang og dans.

Foto: Morten Rygaard

Scenografien og kostumer i verdensklasse
Søren Le Schmidt, der med sine originale og iøjnefaldende kreationer, har klædt blandt andre K. H. Kronprinsesse Mary og senest Helle Thorning-Schmidt på, står for de imponerende jakkesæt og den ikoniske røde gallakjole. Det er overdådigt og flot. Det er alle kostumerne i forestillingen. Hele ensemblet er vidunderligt klædt på fra top til tå.

Scenografien er virkelig gennemført, og det er ikke svært at lade sig forfører af videoprojektionerne og dets bevægelige grafik. Det giver uendelige muligheder og bliver udnyttet til fulde for at give fornemmelsen af endnu mere fysisk dybde på scenen.

Hvis du gerne vil have en bekymringsfri aften, og en køretur i en Silver Lotus Esprit SE tilbage i tiden, så er Pretty Woman i Tivoli måske noget for dig.

Foto: Morten Rygaard


Pretty Woman spiller fra 14. september til 09. oktober 2022. i Tivolis koncertsal.
Efterfølgende tager Musicalen på turne rundt i landet til følgende byer:
Randers, Viborg, Aalborg, Odense, Vejle, Esbjerg, Holstebro, Herning og Aarhus.


Medvirkende: Vivian Ward: Nina Maria Schjødt Lybæk-Hansen Edward Lewis: Tomas Ambt Kofod Sange og sangtekster: Bryan Adams og Jim Valance, Manuskript: Garry Marshall og J.F. Lawrence, Instruktør: Heinrich Christensen, Scenograf: Benjamin La Cour, Koreograf: Nellie Bethel, Lysdesign: Ulrik Gad, Executive producent: Thomas Langkjær, Produktionsselskab: Lion Musicals

This post was written by
Bo Dalum (f. 1977) far til film og tv som klipper. Romanforfatter med tendens til armsvingende udbrud af protestdigte, iført usynlig retfærdighedsuniform med dinglende sildesalat optjent på baggrund af evig undren over menneskers opførsel.
Kommentarer er lukket.