Ratchet & Clank (Blu-ray)

Kategori Hjemmevideo skrevet af - august 30, 2016
Ratchet & Clank (Blu-ray)

4stars

En god film baseret på et videospil

Ratchet & Clank er endnu en adaption af et populært videospil, der er blevet til en spillefilm. Den åbenlyst store forskel mellem denne og tidligere videospilsfilm som Warcraft, Hitman og Prince of Persia er, at det ikke er en film med rigtige skuespillere foran en greenscreen, men en rendyrket animationsfilm, der er henvendt til børn, der faktisk ligner sit modstykke i spilverdenen, i stedet for at efterligne de succesfulde superheltefilm.

Det store spørgsmål er derfor, om det endelig er lykkedes at lave en god film baseret på et videospil, og svaret er et delvist, ja.

En værdig efterligning.
Der er ingen tvivl om, at det først og fremmest er en flot film. Man kan godt se enkelte visuelle mangler i baggrunden, men ellers er det en flot visuel præstation, der tydeligt læner sig op ad Pixars animationsstil, hvilket blandt andet kan ses i designet af den ”mægtige” kaptajn Qwark, der ligner en Buzz Lightyear-figur på steroider.

Humoren er der heller ikke noget i vejen med. Den består hovedsagelig af populærkultur-referencer, hvilket vil sige masser af henvisninger til andre eventyrfilm og inside-jokes i form af eksempelvis det famøse Wilhelm skrig. Det er ikke særlig dybt, eller endda begavet, og jeg ved slet ikke om det er velegnet for børn, men jeg kunne godt lide det, og oplevede, at det opvejede for den ellers tynde historie.

For historien er helt klart den svageste del af filmen. Det er et klassisk eventyr om den lille outsider, der ikke passer ind og bliver tilsidesat fordi han er anderledes, mens det i sidste ender selvfølgelig er hans forskellighed, der er afgørende for at historien kan ende lykkeligt. Det er en noget tynd kop te, og havde de bare forsøgt en enkelt gang at være lidt vovede i deres fortælling og budskab, ville jeg helt sikkert også have holdt mere af filmen som helhed.

Ratchet & Clank er, må jeg sande, temmelig morsom. Animationen er udmærket om end ikke prangende, og jeg må ærgerligt erkende, at jeg til tider har svært ved at forstå, hvem filmen egentlig er henvendt til med alle populærkulturreferencerne, men jeg følte mig underholdt hele vejen, og meget mere kan man vel ikke ønske sig af en film baseret på et videospil.

Avatar
Grundlæggeren og chefredaktøren på siden. Med min baggrund inden for medievidenskab, og forkærlighed for film, håber jeg at kunne dele mine oplevelser med andre – på forholdsvis interessant maner.

Efterlad en kommentar her