Raya og den sidste drage

Kategori Anmeldelser, Biografen, Hjemmevideo skrevet af - marts 05, 2021
Raya og den sidste drage

Raya og den sidste drage er en Disney animationsfilm som vi kender det, på godt og ondt.

© Disney

Det er en umanerlig flot film, og det er tydeligt, at man ikke har ville eller måtte spare på noget som helst. Karaktererne er vildt ekspressive, verden er farverig, og selve animationen er i en klasse for sig selv. Fortællingen er ekstremt følelsesladet, og selvom det er helt vildt følelsesmæssigt manipulerende, så tror jeg alligevel, de fleste vil blive påvirket og måske endda fælde en lille tåre til slut.

Når alt dette så er sagt, så lider filmen også af det jeg vil kategorisere som moderne ”Disney-problemer”. Selvom det er et meget enkelt eventyr, hvor vores heltinde er på jagt efter en MacGuffin, der kan føre til slutningen på eventyret – og den slags normalt er meget enkel – så ender filmen her alligevel på et nyt niveau, når det kommer til banalitet i narrativet.

Med det mener jeg ganske enkelt, at budskabet er vigtigere end selve historien, og som konsekvens heraf er rejsen noget retningsløs. Vi bliver tæsket ørerne fulde med, at det hele handler om tillid, men historien underbygger ikke rigtig det budskab. Uagtet, hvor mange gange karaktererne bogstaveligt talt fortæller os direkte og gentagende, nogle gange endda i flere scener efter hinanden, at budskabet handler om, at tillid er godt og er den eneste kur mod mistro.

© Disney

Selvom det hele er meget ukompliceret, er det ikke ensbetydende med, at historien farer afsted i et raskt tempo, snare tværtimod. Filmen er ikke særlig lang, med en spilletid på godt 96 minutter inden rulleteksterne går i gang. Alligevel er den underligt langtrukken. Der er ualmindelig meget eksposition i filmens begyndelse. Jeg ved godt, at det er en Disney-film for hele familie, men med meget voldsomme overforklaring af selv de mest basale ting, bliver jeg lidt i tvivl om, hvem målgruppen er, eller om filmskaberne bare antager, at ingen, der ser filmen, kan holde koncentrationen i mere end fem minutter.

Jeg tror det er første gang, at jeg har siddet tilbage med følelsen af, at en animationsfilm har været udsat for massive reshoots. Der er mere end en gang, hvor Raya i en voice-over fortæller publikum om mytologien i dette fantasy-univers, eller forklarer hvad hendes mission er, hvorefter vi så ser en ”rigtig scene”, hvor den samme ting bliver forklaret, men bare på en mere naturlig og engagerende måder – som man normalt gør i en film, der har lidt højere tanker om publikum.

Samtidig med, at filmen er meget emotionel, og har et meget velmenende og enkelt budskab om, at vi skal vise hinanden tillid, er det også en film, hvor alle andre karakterer end Raya og hendes nemesis, konstant skal være humoristiske eller udfører et eller andet grinagtigt, i et desperat forsøg på hele tiden at sørge for en hyggeligt og alt andet end anspændt stemning. Den største synder, når det kommer til den uhensigtsmæssige humor, er hverken den forvoksede skildpadde tuk-tuk eller en svindler baby med sit slæng af aber, men derimod den sidste drage, Sisu, som på engelsk bliver spillet af Awkwafina. Hun skal hele tiden forsøge at sige eller gøre noget sjovt, også selvom det ikke rigtig stemmer overens med hendes karakter, som er en ældgammel og erfaren drage.

Det værste ved det hele er dog, at det ikke rigtig er sjovt, men udspringer af den moderne amerikanske ”blockbuster-comedy-skole”, hvor man arbejder ud fra ideen om, at hvis bare man taler længe nok, er der nok nogen, der skal ende med at grine af ens talestrøm. Det er ganske enkelt meget irriterende, fordi der ikke er nogen jokes, og jeg har svært ved at se, hvem der faktisk synes, at denne form for komik er morsom, når den bliver udført af nogen andre end Robin Williams.

© Disney

Til slut må jeg erkende, at jeg har været temmelig hårdhændet ved filmen, men det er kun fordi, at jeg holder meget af eventyrfilm, og derfor er ekstra fintfølende. Jeg genser stadigvæk med jævne mellemrum film som fx Dreamworks’ Sinbad Søfareren, også selvom den efterhånden er 18 år gammel. Det gør jeg, fordi jeg elsker et godt eventyr, hvor man bliver inviteret ind i en ny verden, med nogle karismatiske karakterer, og bliver taget med på en rejse rundt, og vigtigst af alt, hvor man også har modet til at stoppe mens legen er god.

Raya og den sidste drage er endnu en vellavet Disney animationsfilm, og den rummer en stor del af det, som er vigtigt i et eventyr. De enkelte elementer er klart defineret, både hvad angår hovedspillerne, men også det enkle mål, som giver rig mulighed for at udforske verden, samtidig med, at der stadig er en masse på spil i fortællingen og interpersonelt. Desværre er selve eksekveringen ikke vildt blændende, og undtagelse af en bombastisk afslutning, hvor strygerne virkelig bliver sat i højsædet, og man næsten er ved at blive kvalt i sukkersødet patos, så er det alt for meget en film, der ender med, af frygt for at støde nogen, ikke at gøre noget som helst innovativt, uagtet at det er flot og emotionelt.


Raya og den sidste drage kan ses på Disney+ fra i dag.

Avatar
Skrevet af
Grundlæggeren og chefredaktøren på siden. Med min baggrund inden for medievidenskab, og forkærlighed for film, håber jeg at kunne dele mine oplevelser med andre – på forholdsvis interessant maner.

Efterlad en kommentar her