En fascinerende koncept, men en uinspirerende historie
Reminiscences neo-noir fortælling udspiller sig i en meget interessant cyberpunk fremtid. Lisa Joys fremtidsvision er en verden, hvor jorden er oversvømmet, og kun de allerrigeste lever under et solidt underlag. Det betyder dog ikke, at verden ligner den som man så i Waterworld. Det er i en meget mere afdæmpet målestok, den viser, hvordan klimaforandringerne potentielt kan forandre verden.
Udover denne dystopiske fremtid, er der også hele science fiction-elementet omkring erindringskarret, det som de i filmen bare kalder for reminiscence, hvor man kan rejse tilbage i ens egne minder og genopleve dem på ny. Begge koncepter er meget interessante hver for sig, men kombineret gør det den ellers så enkle noir-historie ganske mudret.
Fanget mellem to verdener
For uden at afsløre alt for meget af plottet, så er historien ganske basal. Hugh Jackman spiller krigsveteranen Nick, der er helt besat af en kvinde, som pludselig forsvandt ud af hans liv. Og i denne fortælling, spiller de meget markante klimaforandringer ingen rolle. Det er rent baggrundstapet, og det gør de forskellige antydninger til, hvordan verden er forandret, mere distraherende end engagerende.
I en god noir, skal rollebesætningen være fremragende, for de enkelte plotpunkter, den udbrændte detektiv, en forførende femme fatale, og et mysterium som omhandler korruption, er ting som er blevet fortalt rigtig mange gange før. I vores hovedroller har vi den altid gode Hugh Jackman, som også her virkelig giver den hele armen. Rollen som Nick er ikke vildt medrivende eller innovativ, men Hugh Jackmans engagement smitter af på publikum. Rebecca Ferguson er også forførende som den mystiske kvinde Mae, men ligesom Nick, kommer vi aldrig rigtig i dybden med hendes karakter. For det er som om, at med alt den tid, der bliver brugt på at skabe dette science fiction-univers, udforske erindringskarret og forsøge at narre publikum, at Lisa Joy helt glemmer de mest fundamentale dele af et solidt manuskript. Det er en god dialog og interessante karakterer, som man gider at følge på deres rejse.
For en ting er, at de mangler dybde. Det kan delvist undskyldes med, at de følger genrekonventionerne. Men hvad der ikke er tilforladeligt, er den rædsomme dialog. Tingene bliver skåret ud i pap, som havde publikum hukommelse som burhøns. Det er også meget tydeligt, at der kun er én forfatter, som har skrevet manuskriptet, for oneliners, der ikke er særligt indsigtsfulde, bliver gentaget et utal af gange, øjensynligt fordi forfatteren selv er meget begejstret for sin egen dialog.
Reminiscene er en film, som ikke rigtig henvender sig til noget publikum. Vi får et omrids af en æstetisk, tiltalende fremtidsverden, og hele konceptet med erindringskarret leger med, hvad der definerer os som mennesker. Konceptuelt er det meget spændende, men som en to timers film, er der ikke meget dybde at hente her. Der er heller ikke særlig mange actionsekvenser, så det største spørgsmål man sidder tilbage med er, hvem filmen henvender sig til. For den er slet ikke bombastisk og vild nok, til at fange det yngre publikums opmærksomhed, men den er også alt for overfladisk til at interessere det mere eftertænksomme ældre publikum. Der er en flig af en god film, men udover Hugh Jackman, der som altid giver alt, er der ikke meget der lykkes i filmen her.
