Retfærdighedens ryttere

Kategori Biografen skrevet af - november 19, 2020
Retfærdighedens ryttere

Det er ganske enkelt en film, der bare skal ses

Sjældent har jeg været så begejstret for en dansk film. Det er ikke bare solidt filmhåndværk, som ellers normalt er et gennemgående træk i det imponerende antal danske film, der bliver produceret hvert eneste år, men derimod, at filmen er så opfindsom som den er. Det er noget af en mærkværdig gruppe mennesker som Anders Thomas Jensen har samlet i sin seneste film. Hvad end det er den ufølsomme soldat Markus, den nørdede statistiker Otto, eller Markus’ emotionelt begavede datter Mathilde, så er alle personerne klart defineret, og fungerer både på et humoristisk og gravalvorligt plan.

For hvis du har set nogle, er Anders Thomas Jensens forrige film, såsom Blinkende lygter eller De grønne slagtere, ved du godt, at hans film rummer en hel unik sort humor, som ingen andre danske filmskaber tør forsøge at give sig i kast med. På samme måde er historien i Retfærdighedens ryttere også i virkeligheden en meget tragisk og sørgelig en af slagsen, selvom man måske ofte griner, og ensemblet består af mennesker, som er ødelagte på den ene eller anden måde, psykisk såvel som fysisk. Det lyder som opskriften på en katastrofe, men takket være Anders Thomas Jensens helt unikke stil, fanger man sig selv gentagne gange i at grine og have det sjovt, fordi han kan finde humoren i selv de største tragedier.

Landets bedste skuespillere
Det hjælper også på det, at han nok engang har samlet et stjerneensemble, med de vanlige gengangere i form af Mads Mikkelsen og Nikolaj Lie Kaas, men også at Nicolas Bro og særligt Lars Brygmann er helt umanerlig sjove, men samtidig også dybt troværdige, når virkeligheden sniger sig ind, imellem de mange humoristiske replikker og scener.

Filmen er dog ikke bare en omgang drengerøvet sort humor, men er også overraskende begavet og velskrevet. Et godt eksempel på, at der er ambitioner om at gøre filmen til mere end fladpandet underholdning, kan tydeligt ses i Markus’ datter Mathilde.

Humoren i virkeligheden
Hvis man kigger på filmens plakat med hende, ledes tankerne unægtelig tilbage til utallige andre film, hvor datteren eller sønnen til den voksne hovedkarakter, ofte er en utaknemmelig rolle, som blot bliver brugt til at skrue op for dramaet, når manuskriptforfatteren synes, tingene er ved at blive lidt for kedelige. De er som sådan ikke mennesker, men eksisterer bare for at være en forhindring, der gør det nemmere for manuskriptforfatteren at udforme en letfordøjelig dramaturgi. Dette er dog ikke tilfældet for Mathilde, der bliver karakteriseret og skrevet som et rigtigt menneske – jeg også må sige er meget velspillet af Andrea Heick Gadeberg – og som kan udtrykke sig i mere end blot irriterede teenagevendinger. Selvom hun ikke er hovedpersonen i filmen, så har hun tydeligvis et indre liv, som vi kun ser i glimt gennem vores mærkværdige gruppe af selvtægtsmænd, og en afstumpet far, som ikke kan udtrykke sine følelser.

Det er heller ikke kun hende, som får lov til at have flere facetter, end man er vant til i denne type komedie, men det samme gør sig gældende for alle de andre karakterer i filmen. Tingene er ikke så enkle som de ser ud, og det er ekstremt befriende at se, og vildt tilfredsstillende som filmelsker, at der her er en manuskriptforfatter som faktisk interesserer sig for at skrive en ordentlig historie, der er mere end blot en fortælleskabelon, og som vil være mere end blot ligegyldigt tidsfordriv.

Retfærdighedens rytter er en mesterligt konstrueret film, og en udsøgt fornøjelse at sidde og se. Det er en fryd at se Mads Mikkelsen og i særdeleshed Nikolaj Lie Kaas, der let og elegant kan skifte mellem at være humoristiske og seriøse, uden at gå på kompromis med autenticiteten, ligesom Nicolas Bro og Lars Brygmann er vildt underholdende som de to skæve eksistenser Emmenthaler og Lennart.

Dialogen er knivskarp, karaktererne velskrevet og vidt forskellige, historien både dybt tragisk og vildt morsom, og filmen altid engagerende. Hvis ikke det havde været for en lidt letkøbt slutning, så havde det været noget nær en perfekt sort komedie. Jeg kan dog ikke mindes, hvornår jeg sidst har været så begejstret for en dansk film, ikke bare på et analytisk plan, men med en enorm barnlig entusiasme og glæde ved at sidde og se en film. En film, som unægtelig er vildt underholdende, men også har lidt mere at byde ind med. Jeg tror heller ikke, at jeg før har set en film, hvor jeg allerede efter første gang kan huske navne på alle karaktererne, men det kan jeg her, fordi de alle er så fantastisk velskrevet, mangfoldige og mindeværdige. Så af hele mit hjerte vil jeg bare gerne takke Anders Thomas Jensen for at have skrevet og instrueret denne film, og så håber jeg bare, at der går mindre end fem år, inden hans næste film udkommer.

Avatar
Skrevet af
Grundlæggeren og chefredaktøren på siden. Med min baggrund inden for medievidenskab, og forkærlighed for film, håber jeg at kunne dele mine oplevelser med andre – på forholdsvis interessant maner.

Efterlad en kommentar her