Star Wars er underholdende som altid, men denne gang også kun det

Det er blevet december, hvilket fra nu af og de næste år frem kommer til at blive synonymt med to ord: Star Wars. I år er ”julegaven” spinoffen Rogue One. Filmen foregår i årene op til episode fire, hvor vi følger Jyn Erso (Felicity Jones), der har levet hele sit liv som kriminel, men får muligheden for at hjælpe rebellerne med at bekæmpe det onde “empire” ved at stjæle tegninger over deres seneste våben – Dødsstjernen.

Tilbage til et velkendt univers
Historien vil for de fleste fans vække genklang, og det er fordi den tager udgangspunkt i de indledende rulletekster fra Stjernekrigen. Der går heller ikke længe, inden man kan mærke, at det er en Star Wars-film, man sidder og ser. De visuelle effekter er helt i top, og sammen med den genkendelige æstetik og de ikoniske lydeffekter, bliver man med det samme transporteret til en verden, hvor rumskibe, mærkværdige væsner og lyssværd er hverdagskost.

På rollelisten er samlet et imponerende cast af dygtige og etnisk diverse skuespillere, hvor også danske Mads Mikkelsen har fået en meget central rolle. Ingen af dem får dog på noget tidspunkt for alvor foldet sig ud, og det måske ikke uventet, da det trods alt aldrig har været det vigtigste i disse film, men det er lidt ærgerligt, når man nu faktisk har skaffet talentfulde og prisvindende folk.

Det er actionsekvenserne, der er i centrum. For første gang ser vi noget, der minder om krigsscener, men dette fokus på den brutale side af galaksen bliver på bekostning af at forstå, hvad der driver karaktererne som mennesker, udover at tjene plottet.

Manglende menneskelighed
Jeg følte ikke noget nært forhold til karakterne, der alle er lidt for seje og hele tiden kæmper om at være den rebelske Han Solo-type. Der er intet tidspunkt, hvor man føler, at de er ved at bukke under for presset, og med undtagelse af en enkelt scene – filmens bedste i min optik – så er der heller ikke noget personligt drama på holdet, hvor deres forskellige synspunkter fører til sammenstød.

Der mangler kort sagt en Luke Skywalker, der måske er lidt af et tudefjæs og konstant træffer dumdristige beslutter, der giver bagslag, men disse mangler gør ham også til et troværdigt menneske, man kan holde af på både godt og ondt. Det samme kan man ikke sige om nogen af personerne i filmen her. Deres manglende skrøbelighed bliver heller ikke mindre iøjnefaldende, da der er flere situationer, hvor fatale skud på Stormtropperne blot er hudafskrabninger for vores helte, da de åbenbart er beskyttet af plottet.

Hysterisk musik
Det mest ikoniske i Star Wars-universet, udover lyssværdet, er nok musikken. Derfor var jeg personligt ekstra spændt på at høre baggrundsmusikken, da det er første gang, at John Williams ikke har komponeret musikken – og det kan desværre mærkes.

Selvom det er Michael Giacchino, der står krediteret, så kan man slet ikke mærke, at der er nogen person, der har stået bag. Det hele er så konstant bombastisk, at de få nuancer og stille sekvenser i filmen er umulige at nyde, da den hysteriske brug af symfoniorkesteret føles som et frontalangreb på ens trommehinder, særligt i starten, hvor filmen forsøger at etablere fortællingen. Det får Darth Vaders tema til at fremstår som en vuggevise.

Misbrugt potentiale
I det hele taget lider filmen under et hav af forspildte muligheder. Uden at afsløre noget af plottet, så er det offentlig kendt, at det er en forhistorie til episode fire. Derfor er det også den mest indforståede i hele serien, så selv de mest afslappede fans kommer nok flere gange til at undre sig over de mange referencer. Vi får også et gensyn med en række kendte ansigter, der dukker op igen, men man kommer til at blive noget så skuffet, hvis man havde håbet på, at de skulle være mere end blot cameos, for det er på alle måder de nye rebellers film.

Hvis man bare gerne vil ind og se en ny Star Wars-film, så er Rogue One helt sikkert mere end tilfredsstillende for de fleste – der findes trods alt langt værre film i serien. Det visuelle er helt i top, Donnie Yen og Wen Jiang har en charmerende “bromance”, og historien er simpel, men underholdende. Der er dog en del, der hele tiden springer en i øjnene undervejs, både hvad angår plottet, men også den overraskende ringe musik og de kunstige karakterer. Det er med andre ord måske ikke den store udvidelse af universet, man kunne have håbet på, men underholdende, det er Star Wars altså stadigvæk.