En sød lille film med en usammenhængende historie

I dette norske drama følger vi reporteren Unn Tove (Tuva Novotny), der på hendes bryllupsdag finder et efterladt spædbarn på et toilet. Herefter springer filmen 16 år ud i fremtiden, hvor Unn bliver opsøgt af barnet, som nu hedder Rosemarie (Ruby Dagnall), der vil have hendes hjælp til at finde sine biologiske forældre. Meget er dog sket i løbet af de 16 år, så det ender med at blive en opdagelsesrejse for dem begge.

Charmende skuespil.
Det er en lille, men meget interessevækkende præmis filmen stiller. For selvom Rosemarie lever et behageligt liv sammen med to adoptivforældre, der tydeligvis elsker og giver hende rigeligt med plads og kærlighed, så kan hun ikke slippe behovet for at ville finde sine rigtige forældre.

Når hele filmen er bygget op omkring denne rejse for at finde sig selv, er der to elementer, der er altafgørende – skuespillet og historien. Dette lykkedes fornemt med skuespillet, mens det er mindre vellykket, når det kommer til selve plottet.

Tuva Novotny er bare god som altid, fristes man næsten til at sige. Hun mestrer på meget subtil vis at skifte humør og temperament i henhold til scenen, men uden at på noget tidspunkt at miste hendes autenticitet. Den karakter hun spiller er dog temmelig flad, og rummer ikke de store muligheder for at udfolde sig. Derfor ender filmens hjerte med at være Ruby Dagnall, der som Rosemarie kommer ud for noget af en følelsesmæssig identitetskrise, efterhånden som de langsomt begynder at afsløre hvem hendes forældre er. Selvom tempoet i filmen ellers kan være meget afdæmpet og roligt, så sørger Dagnall hele tiden for at fastholdes ens interesse og ønske om, at hun kan få ro i sjælen.

Rodet historie.
Dette leder os dog over til historien, der bedst kan beskrives som ukomplet. Der er flere steder undervejs, hvor det ganske enkelt fremstår som om der mangler nogle scener, som kan skabe en ordentlig sammenhængen i udviklingen af plottet. Pludselig bor Rosemarie i Unns have, og da de mangler penge til rejsen, sørger lokalprogrammet Unn arbejder hos, for at finansiere en rejse til København, selvom de har gjort et stort nummer ud af at understrege, at de kun dækker meget overfladiske og billige historier. Eksempler som disse er med til at skabe en dissonans, der kan gøre det svært at forstå, hvorfor karaktererne gør som de gør.

Rosemarie og gartnerens hemmelighed, er en varm lille fortælling, med et hjertevarmende budskab om, at uanset hvor forvirret et liv man har haft, så er der stadig håb for, at man kan finde nogen, der elsker en. Både Tuva Novotny og Ruby Dagnall er mere end solide i deres respektive roller, men den usammenhængende historie gør dem ingen tjenester, og underminerer det, som ellers kunne have været noget helt særligt.