To skarpe portrætter i en ujævn film
I det franske retsdrama, Saint Omer, tager instruktør Alice Diop udgangspunkt i den sande historie om Fabienne Kabou, (i filmen Laurence Coly), der i 2013 efterlod sin ikke engang to år gamle datter på en strand til druknedøden. Det er noget af en barsk fortælling fra virkeligheden, men det er dog ikke fra Colys perspektiv, at historien bliver fortalt. I stedet følger vi den gravide forfatter Rama, der er rejst afsted for at skriv om og overvære retssagen, men det går ikke helt, som hun havde tænkt. Rama bliver pludselig konfronteret med sit eget familieliv, som er fuld af alle de genstridigheder, der følger med, når man er i et blandet forhold, ligesom relationen til hendes egen senegalesiske mor gør, at hun føler en personlig forbindelse til Coly.
De to kvinder i centrum
Filmens helt store force er portrættet af de to kvinder, der begge kæmper med deres identitet, hvad det vil sige at være mor, og deres fremtid i et samfund, hvor de aldrig helt har passet ind. De mange scener i retssalen er flot filmet, og banen bliver kridtet op til imponerende skuespilspræstationer, der også leveres.
Det hele er dog ikke kun fryd og gammen, fordi som en konsekvens af den meget firkantede fortælleramme, er der også helt grundlæggende elementer, som går tabt. Tempoet er lidt for svingende, hvor der enten bliver brugt for lidt eller for meget tid på de enkelte sekvenser, ligesom resten af persongalleriet ikke kan bryste sig af den samme flerfacetterede karakterisering, som de to kvinder i centrum nyder godt af. Værst er dog fraværet af spænding, da resultatet af både retssagen og forfatteren Ramas tilværelse nærmest er givet på forhånd, så det hele er underligt intellektualiseret, selvom grundhistorien ellers er enormt emotionel.
Saint Omer ender derfor med at være en film fuld af fine ambitioner, som den dog aldrig rigtig formår at føre helt til dørs. Som helhed står man mere tilbage med en sympatisk skildring af to kvinder, i hver deres svære situation i livet, end en komplet filmoplevelse. Det er en meget jævn en af slagsen, hvor man hverken bliver helt begejstret eller provokeret, men mere sidder tilbage med et indtryk af, at det var en interessant stiløvelse og et tankevækkende perspektiv.