San Andreas er ikke bare en god katastrofefilm, men en god film.

Katastrofefilmen er ikke ligefrem den fineste filmgenre, eller det er i hvert fald det ry genren har fået. Gennem de seneste årtier er vi blevet bombarderet med film om masseødelæggelser, der lettere taktløst er blevet orkestreret af Roland Emmerich. Den tyske instruktør har skabt adskillige monsterhits som 2012, Independence Day og The Day After Tomorrow. Desværre har ingen af filmene været særlig gode, og har i forbindelse med deres store dominans været udslagsgivende i, man ikke forventer mere end en klichefyldt historie, papirtynde karakterer og en så en masse ødelæggelse. Men hov så var der lige pludselig en film, der fortalte det hele på en lidt anden måde.

Den er meget bedre, end en katastrofefilm har lov til at være.
San Andreas handler, meget kortfattet, om hvad der ville ske, hvis de tektoniske plader, der befinder sig ved San Andreas-forkastningen, skulle udløse et altødelæggende jordskælv, der i teorien ville ramme det meste af Californien. Det er et meget simpelt plot, og ligeså simple er de karakterer vi skal følge.

Det hele handler nemlig ikke om at se ”destruction-porn”, men i stedet handler det blot om en far, spillet af Dwayne ”The Rock” Johnson, der forsøger at redde sin familie, og dette fungerer bare virkelig godt. Vi slipper for irriterende karakterer, hvis eneste formål er, at død, og så skal vi heller ikke spilde en masse tid på kunstige intriger. Det giver ikke bare plads til at karaktererne kan få noget mere dybde, og vi kan få dannet en større tilknytning til dem, men det skaber også en følelsesmæssig nerve, som normalt er begrænset til små intime dramaer. Her er der også lige en flodbølge, der vælter hen over The Golden Gate Bridge.

Et begavet stykke filmhåndværk.
For det er trods alt stadig en katastrofefilm, hvilket vil sige, at der er masser af ødelæggelse på skærmen. Og nu skal jeg til at skrive noget, der føles lidt mærkeligt at skrive, men det er ikke bare godt filmet, men faktisk helt fantastisk filmet. Det er tydeligt, at folkene bag har tænkt 3D-effekten ind i filmoplevelsen, hvilket vil sige, at der ikke er nogle rystende kamerabevægelser, som i bedste fald gør, at man ikke kan se noget, og som i værste fald gør, at man får en migræne.

Det er et ordentligt stykke filmhåndværk, fordi de ikke bruger gimmicks, men i stedet sørger for at skabe scene fyldt med spænding, nerve og så mange uventede drejninger, at man flere gange bliver skubbet helt bagover af begejstring.

Der er dog flere gange, hvor filmen desværre bukker under for genrekonventionerne, hvilket mest usentimentalt kan ses i slutning, med det amerikanske flag og moralen om amerikanernes kampånd, men langt henne af vejen bliver der leget meget begavet med netop disse genrekonventioner. Det er ikke mindst et tegn på, at folkene bag er begavede, og det overføres også til skærmen, så man ikke føler sig dummere mens man ser den.

San Andreas er en ikke bare en god katastrofefilm, men faktisk en god film. Det er katastrofer som man kender dem, men så alligevel ikke. Filmen har en følelsesmæssigkerne, de fleste film generelt mangler, og så er det så godt filmet, og 3D effekten så smart udnyttet, at man flere gange virkelig bliver fuldstændigt revet med. Så selvom det hele i sidste ende slutter lidt for forudsigeligt, og selvom moralen er lidt for tyndbenet, så er det en god oplevelse, og en af de film man bare skal se i biografen.