En ægte skildring af søskendeforholdet, der dog aldrig bliver rørende.

I dette lille japanske drama møder vi de tre søstre Sachi, Yoshino og Chika. De har boet det meste af deres liv helt alene, i et faldefærdigt hus, efter deres far forlod familien til fordel for en anden kvinde, hvorefter deres mor også efterlod dem, for at pleje sin egne hjertesorger. Der er dog gået mange år siden pigerne bliver efterladt til dem selv, og midt i deres velorkestrerede voksenliv modtager de den bratte nyhed om deres fars bortgang.

Overraskelserne vil dog ingen ende tag, for da de meget modvilligt deltager i hans begravelse opdager de, at de har en 13-årig halvsøster, Suzu. Opførelsen fra Suzus mor bringer søstrenes tanker tilbage på deres egen mor, hvorfor de beslutter sig for at invitere hende hjem til dem, så de kan være hendes værge.

Autentisk og velspillet.
Søstre er en film, der hovedsageligt består af en række troværdige og meget genkendelige scener, der beskriver forholdet hos disse fire søstre. Det er så fornemt udført, at det vækker genklang hos mit eget forhold til min lillesøster. De fire skuespillere passer også ufattelig godt sammen som meget forskellige personligheder, der til trods for deres uoverensstemmelser altid holder af og hjælper hinanden, fordi de er en familie.

Disse fornemme og autentiske scener er dog ikke nok i sig selv, for når det kommer til filmens narrative fremdrift, så er det noget mere skrabet. Der er ikke rigtig nogen overordnet historie, et mål nogen af karaktererne bevæger sig hen imod, og hver eneste gang plottet begynder at nærme sig noget, der minder om et drama med en nerve og en gennemslagskraft, så afvikles det hurtigt i stedet for at skabe spænding. Hvad end det er komplikationer i den en af søstrenes kærlighedsliv, eller da den ældste søster bliver tilbudt at rejse til USA for at fremme sin karriere, så skynder filmskaberne sig at afvæbne situationen inden det når at blive alt for spændende.

I det hele taget, så skaber filmen en meget troværdig hverdagsstemning, og det gør den måske endda for godt. For selvom hverdagen, der portrætteres er ualmindelig genkendelig, og de almenmenneskelige problemstillinger, som eksempelvis det akavede forhold til ens forældre, er noget alle kan identificere sig med, så mener jeg godt, at man kan forlange mere af en film, der trods alt skal fange ens opmærksomhed – særligt med en spilletid på over to timer.

Så selvom Hirokazu Kore-Eda er usædvanlig dygtig til at fortælle og beskrive naturlige mellemmenneskelige forhold på film, så formår han aldrig at hive Søstre op til noget helt særligt, fordi der ikke er noget drive eller plot til at indramme de mange flotte sekvenser.