En hyggelig og meget behagelig familiefilm

I Sonic the Hedgehog, får vi den første spillefilm baseret på SEGA-maskotten, det lynhurtige videospils pindsvin, Sonic. ”The Blue Blur”, som den blå gnaver også bliver kaldt, er i denne film endt i eksil på jorden, langt væk fra sin egen verden, da hans unikke evner har gjort ham til en omvandrende skydeskive hele sit liv. Freden varer dog ikke ved, for det onde geni Dr. Robotnik (Jim Carrey), opdager ham nemlig, og har i sinde at bruge hans magiske evner, til noget, der minder om verdensherredømmet – og den eneste, der kan stoppe ham, er Sonic og den lokale politibetjent Tom, som bliver rodet ind i et lidt større eventyr, end han er vant til.

Præcis hvad man forventer
Det er svært at skrive synderlig meget om vinterferiens filmatisering af videospilsfiguren Sonic. Filmen er hverken bemærkelsesværdig dårlig, god eller vildt rørende, så det er ikke fordi, de store hyperbolske udsagn ligger på tungen. Det mest imponerende ved førstegangsinstruktøren Jeff Fowlers produktion er vel nok, at plottet skrider afsted i et behageligt tempo, hvor tingene hænger overraskende godt sammen i al deres enkelthed. Behagelig er også det ord, der bedst indkapsler biografoplevelsen, når man ser Sonic energisk spurte rundt på lærred. Alt er er jævnt underholdende hele vejen igennem, hvor de største udsving i hjerterytmen, bliver leveret af Jim Carrey, der i sin udlægning af superskurken Robotnik, vækker minder til mere uskyldige og fjollede tider, som dyredetektiven Ace Ventura.

Når det kommer til menneskene, er der ej heller meget at skrive hjem om. James Marsden er om nogen den ultimative pretty-boy. Der han ingen tvivl om, at han er pæn, men han udstråler også en meget blid varme, som gør, at selv sådan en ”brutal kritiker” som mig, ikke har noget imod at tilbringe halvanden time i hans selskab. Nogen stor rolle er det dog ikke som Sheriffen Tom Wachowski, der drømmer om et liv i storbyen. Den samme enkelhed gør sig også gældende for resten af ensemblet, inklusiv Sonic. For det er meget børnevenlige og letforståelige interpersonelle dramaer, som dette eventyr bliver krydret med.

Sonic the Hedgehog må være definitionen på en middelmådig film, og det er slet ikke ondt ment. Den er aldrig i nærheden af at være hovedrystende dårlig, men decideret dyb, kan man heller ikke klandre den for at være. Efter det meget omtalte redesign af Sonic, ligner pindsvinet faktisk sig selv, og han er lige tilpas irriterende, som den storsnakkende energibombe, man kender fra videospillene. De mest humoristiske momenter, finder man i samspillet mellem Robotnik og hans assistent Agent Stone, men man kommer aldrig i nærheden af at skrælle af grin. Det er dog et meget fint eventyr, som helt sikkert vil underholde de mindste – og forældrene vil også kunne holde ud at se den.