Sorry We Missed You

Kategori Biografen skrevet af - december 12, 2019
Sorry We Missed You

Britisk socialrealisme når det er bedst

Socialrealismens mester, 83-årige britiske Ken Loach, er tilbage med endnu et drama om menneskerne i de lavere engelske sociale lag, og på trods af sin høje alder, og selvom han siger at dette måske er hans sidste film, så viser han med Sorry We Missed You, at han er i absolut topform.

Filmen handler om arbejderen Ricky, der tager et job som pakkeudbringer på det, der kaldes en nul-timers kontrakt, hvilket bliver fremlagt for ham som om han er sin egen chef, men i realiteten betyder det, at han skal arbejde 14 timer om dagen uden nogen for sikkerhed eller forsikring. Samtidig arbejder hans kone Abbie som hjemmesygeplejerske, men på trods af, at hun blot får løn for en 7-8 timers dag, arbejder hun fra klokken 7 til 21, for ellers kan hun ikke tage sig af den store mængde ældre ’klienter’ (et ord hun selv hader) hun har. Derudover har parret to børn (Lisa Jane på 10 år og Seb på 15 år), som begge må vokse op i et hjem, hvor forældrene aldrig er hjemme. At holde sammen på familien og samtidig passe hårdt krævende job, med ingen plads til sygdom, virker som en umulig opgave for Ricky og Abbie – og det er det også.

Loach har ofte lavet film skåret efter den samme skabelon – vi følger menneskerne i bunden af samfundet i deres hårde, og ofte ulyksalig, kamp mod samfundets uretfærdigheder – men det er ikke alle hans film, der i min bog står lige skarpt, for nogle gange føles det som om han har mere travlt med at pointere sin politiske agenda, end han har med at lave en menneskelig fortælling. Dette er dog ikke tilfældet med Sorry We Missed You, hvor man kommer så tæt ind under huden på den fattig familie i Newcastle, at man virkelig føler den menneskelige nerve, der gør, at man bliver inddraget i deres hårde skæbne.

Et dragende familiedrama
I sin forrige film, I, Daniel Blake (som vandt guldpalmen i Cannes), satte Loach fokus på det uretfærdige arbejdsløshedssystem, men filmen var – efter min mening – en af de film, hvor han havde for travlt med at pointere sin politiske agenda, hvilket betød, at filmen ikke var synderlig subtilt fortalt, og derfor blev man ikke draget nok ind i den menneskelige historie. I Sorry We Missed You derimod har Loach lavet en film, som fremstår meget mere nuanceret. Filmen sætter fokus på det moderne arbejdsmarkeds uretfærdighed, men den handler om meget mere end det.

På trods af filmens socialpolitiske fokus, så handler den i virkeligheden om familieliv – og mere præcist om familieliv under hårde vilkår – og på fremragende vis, får den vist, hvordan en familie kan indeholde masser af kærlighed, men alligevel krakelere når omstændighederne bliver drøje nok. Formidlingen af disse komplekse følelser bliver leveret knivskarpt af de gode skuespillere, og firkløveren bag familiemedlemmerne (Kris Hitchen som Rick, Debbie Honeywood som Abbie, Rhys Stone som Seb og Katie Proctor som Lisa Jane) gør et eminent stykke arbejde. Man kan virkelig mærke den store kærlighed imellem alle karaktererne, og dermed bliver det også meget hårdere når man ser, hvordan omstændighederne tvinger dem til at såre hinanden.

Et flot farvel
Det er ikke første gang Ken Loach har proklameret, at han har lavet sin sidste film, men hvis det skulle vise sig at være tilfældet denne gang, så må man sige at han trækker sig tilbage på toppen, med et imponerende og nuanceret familiedrama, som er en god repræsentation for hans flotte karriere.

Efterlad en kommentar her