Der bliver ikke tilført meget til sports-genren, men Gyllenhaal er formidabel.

Boksning er den sportsgren, der altid har været tættest på legitim galskab. Som et par moderne gladiatorer slår voksne mænd hinanden til plukfisk for at underholde masserne, men hvad er det egentlig, der går igennem hovedet på en person, der frivilligt vælger at tage del i dette ritual?

Det er spørgsmålet filmen Southpaw stiller, men selvom det hurtigt bliver tydeligt, at den ikke magter opgaven, så er det stadig en utrolig medrivende oplevelse.

Præmissen er enkel. En succesfuld bokser ved navn Billy ”The Great” Hope, spillet af Jake Gyllenhaal, befinder sig på toppen af sin karriere, med masser af succes og et familieliv, der fungerer. Han mister dog alt, da hans koner bliver dræbt under tragiske omstændigheder, hvorefter resten af filmen handler om, at han skal genfinde sig selv, og genvinde forældremyndigheden til sin datter.

Filmens redning er Gyllenhaal.
Det er en historie som man kender til ukendelighed, og som Rocky-filmene næsten har gjort til en kliché, men hvis vi for en stund prøver at glemme præmissen og fokusere på Hope, så er det her, at vi finder det, der adskiller filmen fra andre i genren.

Med en hjerteskærende autenticitet får vi lov til at komme helt ind på livet af Hope. Gyllenhaal spiller ham ikke bare, han er ham. Vi får lov til at lære ham at kende fuldstændig betingelsesløst, så hans selviske adfærd udadtil bliver gjort forståelig og menneskelig.

Dette stærke bånd filmen former til hovedkarateren er med til at give boksekampene en nerve, som ville gøre det fleste spændingsfilm misundelige. Der bliver ikke lagt fingre i mellem, når det kommer til de blodige dueller, hvor filmens univers, også uden for ringen, udstråler en ubarmhjertig brutalitet, der ikke er for sarte sjæle.

Og så er der historien.
Hvor Gyllenhaal endnu engang er fænomenal, så må man bare erkende, at historien ikke er af samme kaliber. Filmen følger nærmest en eventyrstruktur, hvor helten bliver landsforvist og skal finde sig selv, før han er værdig til at vende hjem. Det betyder, at der bliver gjort virkelig meget for at skabe et stort drama – måske endda for meget.

Der hvor dramaet bl.a. går over gevind, er i forholdet til datteren, der ikke er så meget en person, som hun er et mål for vores helt. Hun har ikke nogen klar personlighed, og hendes scener består mest af alt i at fortælle publikum, hvornår man skal juble og græde.

Det er ikke den største synd, men der er ærgerligt, at historien ikke tør være ligeså ærlig, som filmens eller anspændte og kraftfulde visuelle side.

Southpaw formår aldrig at skabe den dybde, som den ellers higer efter, men er du gal, hvor den intens. Boksekampene er sindssygt medrivende, og det skyldes ikke mindst, at kampene sker i forlængelse af alt, der er sket forinden. Man kan ikke undgå at blive revet med, når Billy skal igennem alle sine lidelser, særligt fordi det spilles med enormt nærværd og autenticitet af Jake Gyllenhaal, men det er stadig ikke nok til at skjule, at det i virkeligheden er en klassisk Hollywoodhistorie, ligesom alle de andre.