En Bond-film lige til glemmebogen.
Efter den overvældende succes, der var Skyfall, er det ikke mærkeligt, at folkene bag Bond-filmene har forsøgt at replikere successen, men af mange årsager, bliver Daniel Craigs seneste skud på stammen aldrig til den enestående oplevelse, den ellers sigter efter.
Der er ellers fra begyndelsen lagt i støbeskeen til, at Spectre skulle have været et monumentalt opus i Bond-historien. Med genkomsten af den legendariske organisation, Spectre, der var synonym med ærkeskurken Blofeld, og efter en hurtigt omskrivning af de andre Craig-film, tegnes der et billede af, at alle tidligere film har banet vejen for dette endelige opgør. Det burde være en ren sejrsdans, men det bliver det som sagt aldrig.
Tilbage til tidligere tider.
Det første, der springer en i øjnene er, hvor langtrukken og forudsigelig filmen er. Med en spillelængde på 150 minutter, er der masser af plads til at dvæle ved de mere dybsindige øjeblikke, eller at udforske og menneskeliggøre James Bond endnu mere, som ellers har været trenden i de senere år. Det eneste problem er bare, at der ikke er nogen form for eftertænksomhed at spore. I stedet bliver tiden brugt på at trække tempoet ud af filmen og forberede os på to store twists, hvoraf det ene er så let gennemskueligt, at man skulle have glemt titlen på filmen for ikke at regne det ud, og det andet er som taget ud af en spansk telenovela. Og det leder os over til en af filmens andre fodfejl.
For hele første del af filmen er som at se en moderne udgave af Roger Moore. Intet er farligt, Bond fyrer en række platte jokes af, han hverken bløder eller sveder, ja selv biljagten er en joke. Det virker aldrig som om der er rigtig fare på færde, og derfor fremstår hele første del fuldstændig ufarligt.
At vi overhovedet oplever en så børnevenlig side af Daniel Craigs Bond, virker som følge af den kritik, der har haglet ned over ham for at være alt for seriøs, og derfor er han gjort ufrivillig komisk i begyndelsen af filmen, hvilket går ud over den anden halvdel.
Filmen forsøger nemlig at rettet på dette problem, ved at blive mere seriøs, men ender i stedet som et rent melodrama, med en skurk i Christoph Waltz, der er som taget ud af 60’erne. Bedre bliver det heller ikke med den nye ”Bond-babe”, spillet af franske Léa Seydoux.
Hun skal fremstår som en moderne, stærk og handlekraftig kvinden, hvilket alle karakterer hele tiden minder os om, men på trods af en enkelt scene, hvor vi skal beundre hende, tilbringer hun alligevel resten af filmen med hverken at handle, slås, skyde eller på nogen måde bidrage med noget til historien, ud over at blive kidnappet. Det er virkelig trist, at så mange film i dag tror, de kan slippe afsted med at give kvinder en pistol, og alene deraf gøre dem handlekraftige. Så jeg venter stadig på den næste stærke kvinde i film. Det hele er dog ikke helt forfærdeligt.
På rundtur med Bond.
Vi får rejst hele verden hele jorden rundt, fra bl.a. Mexico, til Rom, henover Casablanca og så selvfølgelig tilbage til London. Disse flotte steder visser sig fra deres bedste side, og det hele bliver krydret med en række mindeværdige action sekvenser, hvor særligt en biljagt/flyverjagt ned af et bjerg og en slåskamp igennem verdens, tilsyneladende, længste tog, springer i øjnene. Daniel Craig er også ligeså habil som altid, og stråler i de få øjeblik, hvor han ikke skal stirre intenst med trutmund, mens hele det nye MI6-hold har en god kemi med hinanden og fungerer godt som et hold. Filmen bliver også oprigtigt spændende til allersidst, hvis man altså kan sluge “sæbeopera-bomber”, der bliver smidt, og leve med den antiklimatiske afslutning.
Spectre kommer hverken til at gå over i filmhistorien eller Bondhistorien for den sags skyld. Den dybe og begavede fortælling om det traumatiske menneske, spionen James Bond, udebliver, da James på intet tidspunkt virker hverken mentalt eller fysisk udfordret i filmen, og så hjælper det heller ikke, at historiens store røgslør er så gennemskueligt, at selv filmen griner af sig selv. Craig gør det stadig kompetent som en lidt mere tungnem Bond, hvorimod Christoph Waltz og Léa Seydoux begge er dybt utroværdige i deres respektive roller.
Der er masser af action og klassiske Bond-elementer, hvoraf det personligt sjoveste nok er Jesper Christensens lille danske bidrag til spektaklet. Så selvom filmen måske som helhed er kedelig og forudsigelig, så er det stadig en Bond-filmen på alle måde, man skal bare vide, at det hele er glemt i morgen.
- Release Date: 10/30/2015