Spider-Man: Far From Home

Kategori Biografen skrevet af - juli 02, 2019
Spider-Man: Far From Home

En actionkomedie uden en historie

I efterfølgeren til Spider-Man: Homecoming, vender Tom Holland endnu en gang tilbage som den unge Peter Parker. Selvom historien udspiller sig efter Avengers: Endgame, der havde noget af en konklusion, er Peter stadig bare en ung knægt i High-School. Så da han og klassen tager på sommerudflugt rundt i Europa, er hans tanker ikke på, hvordan han kan gøre verden til et bedre sted som Spider-Man, men i stedet på, hvordan han skal komme tættere på MJ som Peter Parker.

Tingene går dog (som sædvanlig) ikke helt Peters vej, og inden han ved af det, er han endt midt i en interdimensionel krig. Og når mystiske Elementals dukker op, er det svært ikke at tage superheltedragten på igen.

Fokus på kejtet komik
Er der noget holdet bag Spider-Man: Far From Home virkelig gør godt, er det at skabe en komisk ramme. Det er en temmelig morsom affære, og jeg lige dele grinte af og med filmen. Peters ungdommelige akavethed bliver udnyttet til det fuldeste, og det fører til en lang række morsomme sekvenser. Derfor er det heller ikke overraskende, at det er i samspillet med hans klassekammerater og hans magtesløse lærer, at filmen fungerer allerbedst.

Når det kommer til Spider-Man delen står tingene dog langt mindre klart. I modsætningen til den første, er der ikke rigtig noget drive i superheltedelen af historien, og der går lang tid inden dramaet går i gang. Der er imidlertid masser af action, både fra en underholdende Jake Gyllenhaal som Mysterio, og Edderkoppemanden selv, lige fra start til slut, men der mangler en god grund til de store actionsekvenser, som kan gøre dem til mere, end blot velkoreograferet computeranimation.

Hvem er filmen til?
Det står nemlig i sidste ende ikke helt klart, hvem filmen egentlig henvender sig til? Langt størstedelen af tiden bliver brugt på enten at parodiere, det vi har set Spider-Man gøre før, og ellers bliver pinlighedskomikken dyrket til sit fuldeste. Det gør, at filmen hverken er synderlig romantisk, selvom vi har et kærlighedssideplot, men heller ikke har nogen dramatisk pondus, fordi man sidder tilbage med følelsen af, at alt er en joke, og tingene nok skal løse sig selv.

Selvom Spider-Man: Far From Home er en langt bedre komedie end den første, så lider den stadig under de samme mangler, som den forrige. Der er alt for meget nonchalant action, ikke nogen nævneværdig historie, og Peter Parker virker stadig ikke som en dreng, man kan relatere til uagtet, at han opfører sig pinligt. Alt lykkes for Peter. Selv når han fejler, er det uden konsekvenser. Kernekonflikten mellem Peter Parker og Spider-Man er, at når det går godt for den ene, så må den anden lide, da de svære valg har konsekvenser. Sådan er det bare ikke her. Det eneste karaktertræk, der menneskeliggør Peter er, at han er kejtet, men derudover er han et geni, fotogen, og hans største problemer er, om den pige han er forelsket i, også elsker ham.

Når alt dette er sagt og skrevet, fortryder jeg dog ikke, at jeg har set filmen. Den er underholdende og sjov fra start til slut, og når historien går i gang i tredje akt, bliver vi også fodret med et par meget flotte og kreative illusoriske scener. Det er bare en film, der går i tomgang alt for længe, og det gør det svært at anbefale den som andet, end en engangsforestilling.

Avatar
Grundlæggeren og chefredaktøren på siden. Med min baggrund inden for medievidenskab, og forkærlighed for film, håber jeg at kunne dele mine oplevelser med andre – på forholdsvis interessant maner.

Efterlad en kommentar her