Star Trek Beyond er nok den mest ”Star Trekkie” film i den nye serie, men så er den heller ikke mere.

I Star Trek Beyond følger vi for tredje gang mandskabet på rumskibet U.S.S. Enterprise, anført af Kaptajn James T. Kirk (Chris Pine). Da vi møder dem denne gang, er de godt i færd med deres femårsmission, hvor de har til opgave at udforske verdensrummet. Alle dagene glider sammen i det mørke rum, og Kirk er da også ved at miste modet, indtil de modtager et nødsignal fra en fjern planet og beslutter sig for at komme til undsætning.

Da de når frem bliver de dog mødt af et bagholdsangreb, der ødelægger skibet og strander dem på planeten. Pludselig er Kirk, Spock og alle de andre efterladt uden nogen form for hjælp, og må kæmpe for at overvinde en ny fjende, der har et indædt had for føderationen.

Forudsigelig, men med en god ensemble.
For at sige det lige ud, så er det et utroligt forudsigeligt plot uden de store overraskelser, eller mindeværdige action sekvenser. Den forsøger at genfinde det, der kendetegnede Star Trek tidligere – Eventyret, filosofien, det optimistiske verdenssyn – og tilpasse det blockbuster-formatet, men på trods af flere gode takter i starten af filmen, er det som om eftertænksomhed og storstilet action bare ikke passer sammen, i hvert fald i dette tilfælde.

Det ender meget hurtigt med at handle om en endimensionel skurk, der bare hader føderationen. Han har ikke nogen egentlig agenda, men på trods af hans langstrakte enetaler, leveret af Benedict Cumberbatch 2.0, Idris Elba, så er det i bund og grund en lang række klichéer, der bliver opremset.

Action er der også overraskende lidt af. Det giver befriende meget plads til interaktioner mellem karaktererne vi alle holder af, såsom Kaptajn Kirk og Mr. Spock, der alle bliver spillet fornemt af en perlerække af skuespillere. Derfor er det endnu mere paradoksalt, at samtalerne hverken er særligt indsigtsfulde eller dybsindige. Og så står man tilbage med en blockbuster, hvis vildeste action sekvens består af Kaptajn Kirk, der kører rundt på en motorcykel.

De ellers flotte billeder fra rummet bliver heller ikke hjulpet af 3D-effekten, der får en allerede mørk film til at se næsten for mørk ud, når man tager solbrillerne på. Der er altså rigeligt med forspildte muligheder, men på trods af den forudsigelige fortælling og ikke særligt mindeværdige visuelle spektakel, så er karaktererne næsten et stort nok trækplaster til at køre filmen hjem på charmen.

Manuskriptforfatterne Simon Pegg og Doug Jung har en tydelig gennemgående forståelse af mandskabet på U.S.S. Enterprise, og som en fan af universet, er det sjovt eksempelvis at se Dr. McCoy ude i felten, i stedet for bundet til lazarettet, som ellers er hans vanlige element. Mere overordnet, så er der en god kemi mellem ensemblet og det skinner igennem, at de nyder at arbejde sammen. Det er bare ærgerligt, at de ikke har nogen bedre historie at læne sig op ad.

Kirks mindreværdskompleks.
Et godt eksempel på den manglende kreativitet i dette Star Trek univers er, at vi endnu engang har et sideplot, hvor Kirk lider af et mindreværdskompleks og ikke føler sig værdig som kaptajn eller inderligt holder af sit mandskab, og derfor for tredje gang skal lære, at fællesskabet er en styrke og, at han er villig til at ofre sig for dem han holder af. Alt dette sker oven i nyheden om, at den næste film kommer til handle om mødet mellem Kirk og hans far, så det kunne tyde på, at denne historie nok bliver fortalt endnu en gang.

Alt i alt, så er Star Trek Beyond nok den bedste ”Star Trek-film” i denne reboot-serie, men det er heller aldrig noget ekstraordinært. Skuespillerne er ganske vidst gode, og det er en fornøjelse at se dem folde sig ud på skærmen, men det bliver aldrig nogensinde til mere end et trækplaster, fordi fortællingen er så overfladisk.

Det er utroligt vemodigt, som en Star Trek-fan, der nyder at rejse ind i dette utopiske univers, og elsker at tilbringe tid med disse karakterer, at der i de seneste tre film ikke har været nogen særligt gode historier. Karaktererne har de styr på, og har efterhånden gjort dem til sine egne over seks timer, så jeg håber denne serie kan lære af sine fejl og ”live long and prosper”.