Star Wars: The Rise of Skywalker

Kategori Biografen skrevet af - december 18, 2019
Star Wars: The Rise of Skywalker

Star Wars er blevet ligesom alle andre blockbuster-film

Jeg må være ærlig og sige, at jeg er noget fortvivlet, når det kommer til anmeldelsen af denne ”sidste” Star Wars-film. Det har været noget af en følelsesmæssig rutsjebanetur, fra den første film i trilogien, The Force Awakens, tilbage i 2015, hvor jeg var helt oppe og ringe og begejstret over at vende tilbage til dette magiske science-fantasyunivers, og så til nu, fire år senere, hvor jeg slet ikke har været spændt på at se afslutningen af trilogien.

Der var så mange narrative kortslutninger i The Last Jedi, at den første halvdel af denne film fremstår som et forsøg fra J.J. Abrams og co. på at nulstille historien. Det er som om, at en hel film, og alle kritikpunkterne fra de forrige to, skal masses ind i det første kvarter, hvilket betyder, at fortælletempoet er nærmest manisk i starten.

Jeg skal nok lade være med at afsløre noget af handlingen, da meget af mystikken om filmen omhandler historien. Min største anke er dog netop historien, som jeg mener er den helt store hæmsko. Derfor vil jeg gerne bruge et par eksempler fra de første par minutter, som stadig ikke afslører handlingen. Men er du alligevel bange for at vide noget som helst, skal du nok springe næste afsnit over.

Udviklet karakterer, men fantasiløs fortælling
Mange har kritiseret Kylo Ren for at være en for uduelig og inkompetent skurk, til at kunne bære rollen som hovedantagonist, så det første vi ser, er, hvor brutal han kan være. På samme måde er Rey blevet klandret for at være alt for magtfuld i Kraften, hendes baggrund taget i betragtning, så derfor skal vi se hende træne i hendes første scene – og sådan forsætter filmskaberne med resten af de nye karakterer.

Adam Drivers Kylo Ren er stadig den mest interessante karakter, med alle sine personlighedsbrister, men for første gang i denne trilogi, bliver der også tilført lidt personlighed til vores nye trio, Rey, Finn og Poe, som er blevet talt op i fire år, men som vi aldrig har set interagere. Vi får lov til at se, at Poe er en rebel med en blakket fortid, og får et kort indblik i, hvorfor han er en del af oprøret. Vi får også lov til at se, hvordan Finn har fået opbygget sin egen identitet ved at kæmpe mod det onde, og Rey kæmper – endelig fristes man til at skrive – med en indre kamp, som hæmmer hende, og så alligevel ikke.

Det ville ellers have været rart, hvis de faktisk havde taget kritikken til sig, og ikke bare gjort karaktererne todimensionelle, men også forsøgt at bygge videre på de narrative mangler. Men så snart fyrværkeriet går i gang, er det stadig de samme alt for lette udfordringer, letkøbt plothuller, og John Williams’ musik, der skal få tingene til at hænge sammen. Når det kommer til selve fortællingen, har du nemlig set det hele før. Intet nyt bliver tilført universet, og mange vil nok sidde tilbage med en følelse af deja-vu, når de dramatiske vendepunkter udspiller sig.

Flot og fortvivlende
Hvor manuskriptet måske er blevet kørt ind på automatpilot, er der ingen tvivl om, at det cinematiske håndværk er i højsædet. Det er måske den flotteste Star Wars film til dato, for der er ikke sparet på hverken effekterne, kulisserne eller de gennemtænkte kameraindstillinger. Selv en person som mig, der aldrig rigtig blev investeret i handlingen, må alligevel erkende, at jeg flere gange fik et sug i maven, alene fordi præsentationen er så gennemført. Selvom jeg har set Tusindårsfalken flyve et utal af gange før, lykkes det stadig J.J. Abrams at få det til at fremstå fængslende.

Star Wars: The Rise of Skywalker, er en ganske middelmådig blockbuster, som de fleste vi får i biografen i dag. Der er fokus på at skabe dramatiske scener, vilde effekter og hæsblæsende actionsekvenser, men ikke særlig megen tanke på, hvordan tingene egentlig hænger sammen. Det er flotte billeder krydret med nostalgi, så du hele tiden bliver minder om, hvorfor du kan lide serien, men uden på noget tidspunkt at gøre noget nyt.

Jeg ville egentlig bare lade det være ved det, hvis ikke det var fordi, at det er Star Wars. Jeg vil ikke kalde mig selv en fanatisk tilhænger, men jeg har altid godt kunne lide universet, var vild med det som barn, og har løst fulgt med, hver gang der kom noget nyt fra Lucasfilm. Derfor er det også ekstra deprimerende, at det nye Lucasfilm, i uhørt grad, har kannibaliseret det oprindelige forlæg, ved at flyttet lidt rundt på gamle plotpunkter og servere en populær kopi, af noget man allerede har prøvet før. Det efterlader ikke meget håb for seriens fremtid, at de har ødelagt den originale trilogis konklusion og karakterer, for stort set at genfortælle den samme historie, bare med flottere billeder.

Nu er trilogien dog slut, og der er ikke mere historie at genbruge, så man kan håbe, at det de finder på i fremtiden, når der unægtelig kommer noget nyt fra Star Wars-universet, får lov til at stå mere på egne ben.

Avatar
Grundlæggeren og chefredaktøren på siden. Med min baggrund inden for medievidenskab, og forkærlighed for film, håber jeg at kunne dele mine oplevelser med andre – på forholdsvis interessant maner.

Efterlad en kommentar her