En begavet film, der drukner i uheldige beslutninger.

I filmen Swinger følger vi familiefaren Adam (Martin Buch), der har alt det man kunne ønske sig. Han lever en fredelig tilværelse i et rækkehus sammen med sin kone og næsten fuldvoksne søn. Alligevel savner han ungdommen og eventyrlysten. End ikke den årlige tur på swingerklub med konen, kan få Adams sind i kog – det er simpelt hen blevet for rutinepræget. Men midt i hans selvopslugte sorger møder han den unge Patricia (Natalie Madueño), og så er han forelsket.

Et eftertænksomt udgangspunkt.
Der er ingen tvivl om, at Mikkel Munch-Fals er en både kreativ og begavet herre. Det viste han igennem flere år på sit meget idiosynkratiske filmprogram DR2 Premiere, og på det seneste har han som instruktør forsøgt at bryde igennem det tilsyneladende rigide system, der kan være hæmmende i dansk film.

Swinger er derfor, ikke overraskende, på det konceptuelle plan en meget begavet fortælling. For i en verden fuld af selvoptagede og narcissistiske mennesker, så er der ikke noget bedre sted at udstille det, end i en swingerklub, hvor formålet ikke er at finde kærligheden, eller for den sags skyld at opdage noget som helst om sig selv. Det handler udelukkende om den kortsigtede tilfredsstillelse og intet andet.

Derfor er det så utrolig begavet, og en subtil allegori til det normale liv, at vores hovedkarakter Adam, tror at han er forelsket og er på en mission for at finde kærligheden i en swingerklub. Det er en fornem måde at vise, hvordan det moderne menneske har svært ved at skelne mellem intimitet og begær.

Så filmen rummer en dybsindig kerne, og var alle de andre elementer gået op i en højere enhed, var filmen da også endt som en moderne klassiker.

Hvad laver Rytteriet her?
For de åbenlyse problemer starter med valget af Martin Buch og Rasmus Botoft, bedre kendt som Rytteriet, i de bærende roller, som helholdsvis protagonist og hovedantagonist. Martin Buch slipper til dels væk fra sin komiske persona, da han er ualmindelig god til at se trist ud og undlade at smile, men når man kombinere ham med hans makker Rasmus Botoft, der virkelig er over-the-top og næsten latterlig i hans skildring af alfahanen Jørgen, så bliver det meget hurtigt svært at tage noget som helst seriøst.

Forstå mig ret, filmen er til tider komisk, men det er en hovedsagelig mørk komedie, der gerne vil ud med et meget klart budskab. Det bliver dog umuligt at fokusere på det, når man ikke kan abstrahere fra ”Snobberne”, når Buch og Botoft sidder på lænestole ude i haven og objektiverer alle kvinderne omkring dem.

Det største problem er imidlertid, at til trods for det begavede udgangspunkt, så ender hele filmen, paradoksalt nok, med at være umådelig overfladisk. Der er så mange karakterer i filmen, og med undtagelse Buchs Adam og et par af birollerne, så opfører alle andre sig som karikaturer. Og når man ikke har tilbragt nok tid med en person til at forstå dem, så fremstår flere af de afsluttende scener usammenhængende fra resten af filmen.

Swinger, er en gennemtænkt historie, og det er rart med en instruktør, der har mere på hjertet end blot at underholde gennem laveste fællesnævner. Derfor er det også ekstra smerteligt, når det ikke fungerer. Jeg forstår, hvor Mikkel Munch-Fals vil hen med filmen, og de fleste af os har brug for en opsang om at være mere nærværende i stedet for selvoptagede, men de tynde karakterer, den usammenhængende tone og besynderlige brug af Rytteriet, gør det i hvert fald svært for mig, virkelig at blive begejstret.