T2 Trainspotting

Kategori Biografen skrevet af - marts 02, 2017
T2 Trainspotting

Nostalgisk comeback til 90’ernes heroin-konger

Nyheden om en efterfølger til Danny Boyle’s legendariske Trainspotting fra 1996 gav mig både store forventninger om gensynet med Edinburghs største antihelte, og en vis portion frygt. For to’ere er sjældent vellykkede, med mindre de formår at være helt sin egen, eller i hvert fald tilføje noget nyt til den første films univers – og gør T2 Trainspotting så det? Det vender vi tilbage til.

Vi møder Mark Renton (Ewen McGregor) på løbebåndet midt i hans nye liv i Amsterdam. Selv om hans rynker i panden er blevet dybere, er han tydeligt en bedre og sundere version af sig selv end den unge, tynde narkoman med mørke rande under rødsprængte øjne, som vi efterlod 20 år tidligere. Dengang havde han tasken fuld af de penge, han stjal fra sine venner, og det var altså Marks billet væk Edinburgh og stofferne.

Hjemme i Scotland lever de gamle venner Spud, Simon (tidligere kendt som Sick Boy) og Bregbie hver sit liv på bunden af samfundet. Bregbie har siddet i spjældet siden vi så ham sidst og har bestemt ikke lagt den voldelige adfærd på hylden, Simon har startet en shady business med den prostituerede Veronika, mens stakkels Spud stadig sidder og fikser på gulvet i den samme tomme lejlighed som i 1996. Forholdet til kæresten er forlist og barnet er blevet halvvoksent, mens Spud var væk i herointågerne, så nu er der ikke mere at leve for. Men så står Mark pludseligt i døren.

Choose life!
I det øjeblik, hvor Mak ankommer, redder sin ven og betaler Simon de penge tilbage, han stjal fra ham 20 år tidligere, bliver han kliche-eksemplet på sin egen ironiske monolog fra første film om at ’choose life!’. Han har det hele i Amsterdam, og han skal tilbage til konen, de to børn og det fine job, når han lige har fået Spud til at lægge stofferne på hylden. Det gøres med en løbetur og peptalken: ”Be addicted – but be addicted to something else”.

Men knapt nok er Mark steget på flyet til Amsterdam før han står der igen, på Simons gamle pub. Konen er skredet, jobbet er væk og børnene var bare det pure opspind. Livet på den anden side af stofferne var lige så meningsløst og nu har han kun de gamle venner tilbage. Simon og Veronika har fået ideen om at bygge et bordel op ovenpå Simons pub, og Spud og Mark bliver en del af projektet. Gæt selv hvordan det går. Alt imens er Bregbie stukket af fra fængslet og han har bestemt ikke glemt, at Mark stak af med alle pengene 20 år tidligere. Det kan selvfølgelig kun gå galt.

Den svære to’er
Danny Boyle formår utvetydigt at genskabe det helt særlige univers som gjorde Trainspotting til sin egen i 1996, men denne gang er han bare mere moden. Der bliver stadig leget med alle tænkelige virkemidler inden for filmens univers, men i tæt samarbejde med fotograf Anthony Dod Mantle, har den visuelle stil fået et mere rent og lækkert udtryk.

Der er en fin balance mellem referencer tilbage til den første Trainspotting, som når Mark passerer det ulækre toilet, han dengang dykkede ned i, eller når soundtracket fra 1996 understreger de midaldrende mænds flashbacks, alt sammen blandet med nye visuelle greb. Eksempelvis lærer vi nu de fire gamle venner at kende som børn via 8 mm optagelser fra deres barndomsvenskab, hvilket tilføjer et fint ekstra lag til karaktererne.

Det er fantastisk at være tilbage i de fire narkomaners vanvittige univers, der stadig går i ring, men filmen hænger også fast i sin egen nostalgi. I virkeligheden beskriver Simon det fint i sin kommentar til Mark: ”You’re a fucking tourist in your own youth”, for det er egentligt det filmen er; en rejse tilbage til Trainspotting. Så selvom T2 Trainspotting er lige så sjov, stramt fortalt, velskrevet og flot visuelt formidlet, bliver den ikke sin egen. Den fungerer glimrende som en fortsættelse til den første film, men behøvede vi egentlig det? Trainspotting var jo egentlig fuldendt i sig selv.

Skrevet af
Kommentar er lukket.