Taxi Teheran

Kategori Biografen skrevet af - september 28, 2015
Taxi Teheran

Udstyret med en taxa og et kamera i forruden tager Jafar Panahi os med på en tur rundt i Teherans gader.

4stars

På vores vej introduceres vi til adskillelige skæbner og historier, alle sammen gribende og med politiske undertoner. Panahi formår uden ord, og uden handling at vise os et Iran, som ellers er lukket for vores vestlige blik. Et Iran hvor hverdagen er det, der fylder mest, og ikke kommende atomkrige eller offentlig fysisk afstraffelse. Men også et Iran, hvor skoler er kønsopdelte og eleverne allerede i de tidlige klasser bliver påtvunget en offentlig censur, hvis mål er at udviske alle former for kritik af styret. Og det er denne dobbelthed som gør filmen interessant – den gennemsigtighed filmen skaber står, som en skærende kontrast til den lukkethed, som indhyller Iran og dets befolkning. Igennem de forskellige passager får vi et unikt indblik i, hvordan livet er i et land, som er så omdiskuteret og frygtet i Vesten –men som vi faktisk ikke ved eller forstår særlig meget om.

I løbet af filmen kunne det være svært, som tilskuer, at gennemskue om passagerne var skuespillere – eller rent faktisk var helt almindelige mennesker, grundet deres optræden og måder at tale på. Her må man også lade sig forundre og fortrylle af det iranske folk. Den passionerede og intime måde de taler og interagere med hinanden på, som man kan genkende hos de fleste mellemøstlige folkeslag, kan virke utrolig opstillet og pågående. Men med min halvt tyrkiske baggrund ved jeg, at det er virkeligheden. Og måske netop derfor var filmen så interessant at se – alle de skæbner og deres forskellige måder, at omtale chaufføren, styret og deres liv situationer på.

Og her kan man igen tale om gennemsigtighed; en gennemsigtighed af folks følelser – som hellere vises med ekstra tryk på, som da en kvinde kommer med sin hårdt sårede mand efter et trafik uheld, og næsten skrigende sidder med ham på bagsædet alt imens chaufføren uden at trække en mine kører dem på hospitalet.

Kompleksiteten i filmen er virkelig fængende, og gør helt sikkert filmen værd at se, på trods af de lidt langtrukne passager.

Filmen får fire stjerner: tre for den fremragende ide, at filme Teherans indbyggere præcis som de er, og dermed give tilskueren lov til, at se igennem censuren og ind til det virkelige og helt rå Iran.  Den sidste stjerne får filmen for dens fantastiske stemning, som alle med en anden etnisk baggrund end dansk savner når de er i Danmark. En stemning af uforudsigelighed og menneskelig varme.

Taxi Teheran er alt i alt en spændende og kompleks film, som er værd at se.

Jeg har ikke umiddelbart en baggrund indenfor film, men har altid elsket at se film og leve mig ind i verdener, som ikke er mine egne. Især elsker jeg film, som skildrer skæve eksistenser, sort humor, dystre landskaber og politiske undertoner.
Kommentar er lukket.