Efter flere fejlslagne forsøg, er maskinen med de røde øjne rejst tilbage i tiden igen, men det store spørgsmål er, om det er lykkedes at genvinde magien fra James Camerons originale film?

Terminator Genisys starter præcis ligesom den allerførste fra 1984. I fremtiden har maskinerne overtaget magten, men ser ud til at tabe kampen. Derfor sender de en dræbermaskine med kaldenavnet ’terminator’ tilbage i tiden for at dræbe Sarah Connor, moderen til oprørsbevægelsens leder, mens menneskene sender soldaten Kyle Reese tilbage. Det hele ligner en remake af den første film, men da terminatoren ankommer til 80’erne bliver den mødt af en gammel udgave, spillet af den aldrende Arnold Schwarzenegger, som fortæller, at han har ventet på maskinen. Det var uventet.

Herefter eskalerer begivenhederne mest af alt som man kunne forvente, dog med et twist, der kan virke overraskende, hvis det er lykkedes en at undgå alle trailerne. Derfor vil jeg ikke gengive mere af historie, så du stadig kan have noget at se frem til.

Her, med det samme, vil jeg gerne benytte lejligheden til at understrege, at historien er så rodet og selvoptaget, at man ikke har mulighed for at forstå halvdelen af, hvad der foregår med mindre man som absolut minimum har set den første “Terminator”.

Alt er forandret, næsten da.
Alt er vendt fuldstændig på hovedet og fuld af inside jokes, så meget endda, at karaktererne flere gange opfører sig som om de har set den første film. Men på trods af alle disse forandringer, så forbliver det besynderligt, at Sarah Connor alligevel skal forestille Linda Hamilton udgaven, selvom Emilia Clarke er anderledes i mere end en forstand.

For det første ser Clark bare ikke særlig intimiderende ud, og det hjælper heller ikke, at hun er så lille som hun er og, at hun hele filmen kalder Schwarzeneggers Terminator for ‘far’. Så når historien ellers lægger op til, at alt bliver på hovedet, hvorfor har man så ikke tilpasset karakteren til skuespilleren? Dette sammen med den meget melodramatiske og tynde kærlighedshistorie, er imidlertid langt fra de eneste problemer i filmen.

Når man så har lavet en film, der i høj grad henvender sig til fansene, så kan det undre en, at der er så meget, der bare ikke kan falde i en fans smag.

En af de aspekter, der gjorde James Camerons Terminator-film så spændende og medrivende var, at man (næsten) ikke kunne slå de onde maskiner ihjel. Det gjorde det uhyggeligt ikke bare for karaktererne, men også for tilskuerne, når dræbermaskinen bare blev ved med at forfølge vores helte.

I den nye film, har man tydeligvis arbejde ud fra mantraet “bigger is better”, og ganske enkelt smidt alle tænkelige Terminator kombinationer sammen i håbet om, at fange publikum, men i stedet har det den modsatte effekt.

For i stedet for at skabe en endnu mere uhyggelig atmosfære, bliver vi derimod hele tiden mindet om, at vores helte nok skal klare den, fordi det viser sig ikke at være særligt svært at dræbe maskinerne, og derved siver spændingen ud af ballonen.

Det er en hel retfærdig kritik, fordi filmen så gerne vil være en James Cameron film, med alle de referencer, der er i filmen, og den manglende uhygge bliver heller ikke hjulpet på, af filmens censurering.

Censureret og tam
Filmen har fået den famøse aldersgrænse ”PG-13” i USA, hvilket vil sige, at alle uanset alder kan gå ind og se den i biografen, men det betyder også, at der ikke må være for meget blod eller skræmmende indhold, hvilket er i strid med, hvad man mest af alt ønsker i en Terminator film.

Nogle af de mareridtsfremkaldende scener i tidligere film, som da Arnolds Terminator fjerner huden fra sin arm eller da Sarah Connor forestiller sig en atombombe, skal man ikke forvente at se her. I stedet består det mest af alt, af en masse jagtscener, hvor vores helte bliver forfulgt ude, at nogen kommer rigtigt til skade.

Det er da altid en plaster på såret, at et par af actionsekvenserne er mindeværdige, samt at effekterne er overbevisende det meste af tiden, og det er selvfølgelig underholdende at se Arnolds meget selvironiske dekonstruktion af hans karriere, men det rækker kun så langt, når alt andet er så fantasiløst.

Ser man Terminator Genisys som en actionfilm, så er det en middelmådig affære med en usammenhængende historie, flade karakterer og actionsekvenser uden nerve, men ser man den som et nyt kapitel i et årtier langt franchise, så er det en eklatant brøler. Folkene bag har tydeligvis set de andre film, og lægger heller ikke skjul på det, men på trods af dette og en tilbagevendende Arnold, så forbliver filmen ikke mere end en påmindelse om, hvor fantastisk serien engang var.