The Bee Keeper

Kategori Biografen af - februar 22, 2024
The Bee Keeper

En rigtig Jason Statham actionfilm

I The Bee Keeper er Jason Statham tilbage med en ny actionfilm i biografen. Denne gang som den tilsyneladende harmløs biavler Adam Clay. Da vi møder ham, har han lejet sig ind på en gård, hvor han passer på sine bier og den pensionerede lærer, der ejer jorden. Historien tager dog en uventet drejning, da hans udlejer bliver snydt af et firma, der specialiserer sig i at stjæle penge fra sårbare og ældre mennesker. Hun bliver så hårdt ramt, at hun tager sit eget liv, og denne uretfærdighed kan Adam Clay ikke lade stå ustraffet hen. Han tager derfor sagen i sine egne hænder. Det er starten på et hævntogt, der viser sig at være langt mere omfattende, end man umiddelbart skulle tro.

Hvis John Wick var biavler
Der er ingen tvivl om, hvor inspirationen til dette actionunivers er kommet fra. Alt er et setup til den næste actionsekvens, og hvis ikke man til tider rullede med øjnene af de ufattelig mange bi-relaterede ordspil, der kommer fra Stathams mund, skulle man næsten tro, at der var tale om en ny original actionfilm. Men lad dig ikke narre, den er mere konventionel end som så. Selvom der er virkelig mange bi-metaforer og tvivlsomme vittigheder, er det helt klart en efterligning af John Wick-serien.

Gennem Adam Clay bliver vi introduceret til en underverden fuld af forbrydere og slyngler, der tilsyneladende eksisterer side om side med det samfund, som vi kender. I den her film er det bare en hemmelig biavler organisation, der bekæmper uretfærdighed, i stedet for lejemordere. Udseendet er måske lidt anderledes, men resultatet er det samme.

Fra start til slut bliver vi fodret med den ene slåskamp efter den anden, men uden den elegance eller kreativitet, der gør de bedste actionfilm underholdende. Der er for lidt variation i kampene, og skurkene er simpelthen for kedelige og intetsigende til at fange ens interesse. Det samme kan man sige om den mytologi, filmen forsøger at etablere, som er mere grinagtig end overbevisende.

The Bee Keeper er måske ikke nogen enestående actionfilm, men det er en actionfilm med Jason Statham. Den leverer præcis, hvad den sælger, hverken mere eller mindre. Man får det, man forventer af en Jason Statham-film. En håndfuld sjove og voldelige actionsekvenser, flere, der er generiske, og så et hav af tørre one-liners, leveret med den dybe røst fra Statham.

Den er hverken god nok eller dårlig nok til at være mindeværdig, men selvom den er middelmådig, er jeg ikke i tvivl om, at det rigtige publikum findes derude.

Skrevet af
Grundlæggeren og chefredaktøren på siden. Med min baggrund inden for medievidenskab, og forkærlighed for film, håber jeg at kunne dele mine oplevelser med andre – på forholdsvis interessant maner.
Kommentarer er lukket.