The Big Short

Kategori Biografen af - januar 28, 2016
The Big Short

Et både komisk og gyseligt blik på finanskrisen.

5stars

Hvad skete der egentlig under finanskrisen? Det er et spørgsmål som mange, inklusiv mig selv, helt sikkert har stillet sig selv mange gange. De fleste er nok klar over, at det har noget med bankerne at gøre, men hvad den egentlige katalysator for denne økonomiske nedsmeltning, ligger nok uden for de fleste fatteevne.

Dette tunge emne søger dramaet The Big Short at afdække, ved at fortælle historien om en gruppe outsidere i finansverdenen, der i 2007 forudså krakket på det amerikanske boligmarked, og valgte at spille imod den amerikanske økonomi og dermed verdens.

Fremragende skuespillere.
Det mest i øjenfaldende er helt klart skuespillerne. Der er mere end en håndfuld kendte navne med og de gør det alle sammen overraskende godt. Ryan Gosling er overbevisende i en mere uvant rolle som den slibrige og let at hade bankmand, der bare handler for sin vinding, mens Christian Bale som den skarpe analytiker med aspergers, med næsten overmenneskelig præcis kan forudse forandringer i aktiekurserne.

Disse to personer repræsenterer de to modpoler og kridter banen op, men det er Steve Carell, som hedgefundlederen Mark Baum, der uden tvivl er den bedste spiller og filmens hjerte. Baum opsnapper rygtet, der cirkulerer om det snarlige boligkrak, og det er gennem ham, at vi for alvor kommer bag den store konspiration får afdækket sandheden.

Begavet og sjovt fortalt.
At gode skuespillere er gode er dog ikke noget nyt, fordi hvis emnet er for tung hiver filmen dem ned – heldigvis bliver emnet om finansmanipulation bearbejdet på en begavet og overraskende morsom maner.

Noget af det sjoveste og mest kreative jeg længe har set er måden filmen forklarer de forvirrende regnestykker på. Da vi eksempelvis første gang bliver introduceret til et subprime-lån, sætter filmen sig på pause og lader skønne Margot Robbie forklare fænomenet, imens hun sidder i et boblebad og sipper champagne. På den måde fastholdes ens fokus, også selvom man ikke er særligt matematiskbegavet.

Filmen har også som helhed en meget selvironisk stil, hvor flere af karaktererne direkte vender sig til kameraet, hvis de føler et behov for at forklare noget mere præcist eller, hvis filmen tager sig nogen kunstneriske friheder med historien.

For selvom der er masser af humoristiske øjeblikke, så er det stadig en sand historie. Finanskrisen fandt sted. At filmen tør fastholde dette dystre fokus og lykkedes med også at skabe en horrorstemning undervejs, er i virkeligheden dens største bedrift.

The Big Short er en både sjov, intelligent og rystende film. På overfladen lyder det måske som en lidt tung film, der handler om finansverdenen. Der er ikke utallige udpenslede mord, eller grænseoverskridende sexscener, men ved at give skuespillerne lov til at udfolde sig både komisk, og ikke at gå på kompromis med den dramatiske og samfundsrelevante historie, skabes der et drama, der til tider virker som en ren gyser – og det er meget mere end man normalt ville forvente af en film om rigtige mennesker, der kigger på aktiekurser.

  • Release Date: 1/28/2016
This post was written by
Grundlæggeren og chefredaktøren på siden. Med min baggrund inden for medievidenskab, og forkærlighed for film, håber jeg at kunne dele mine oplevelser med andre – på forholdsvis interessant maner.
Kommentarer er lukket.