Hæver sig ikke over konventionerne

I The Bookshop, følger vi enken Florence Green. Hun befinder sig i 1950’ernes England, nærmere bestemt den konservative by Suffolk, hvor hun efter flere års sorg, beslutter sig for at åbne en boghandel. Det store spørgsmål er dog, om der er plads til en boghandel i en by som Suffolk, hvor folk ikke lader til at have den store læselyst.

Mangel på nyskabelse
Der er intet nyt under solen, når det kommer til historien. Vi har alle set film, hvor outsideren forsøger at skabe fornyelse i et konservativt lokalsamfund, men bliver trynet af nogle få i toppen af magtpyramiden, selvom de fleste lokalindbyggere faktisk godt kan lide nyskabelsen. Dette er selvfølgelig bare en narrativstruktur, et skelet. De fleste fortællinger er blevet fortalt til ukendelighed, men måden det bliver gjort på gør, at den samme historie stadig kan være underholdende, så længe præsentationen er særpræget eller unik.

Det er her i præsentationen, at The Bookshop for alvor falder sammen. For udover klichéerne, er der ikke meget at komme efter. Emily Mortimer er ganske sød, og gør alt hvad hun kan for at gøre rollen som enken Florence til en sympatisk skikkelse, men hun er så passiv og naiv gennem hele filmen, at problemerne dels fremstår selvforskyldt. Vinklingen på historien er heller ikke synderlig indsigtsfuld, og selv en narrativ twist til slut, kan ikke rette op på, at det er en meget langtrukken og forudsigelig affære.

The Bookshop, fremstår som en film, der gerne vil være lidt ligesom Chocolat. Historien om en outsider, der skaber en værdi, som hendes medmennesker ikke forstår at sætte pris på. Det paradoksale er dog, at til trods for filmens prædiken om, hvor godt det er at læse, og hvor positivt det er at tage imod noget nyt, så bidrager filmen ikke selv med nogen innovation. Den forfalder ganske enkelte til en ren overfladebehandling, og det gør det meget svært at anbefale filmen.