The Curse of La Llorona

Kategori Biografen skrevet af - april 17, 2019
The Curse of La Llorona

En habil gyserfilm

The Curseo of la Llorona er en gyserfilm, baseret på den mexicanske myte, om genfærdet La Llorona, der hjemsøger uartige børn og bortfører dem, for at gøre dem til sine egne. Grunden til at hun spøger er, at hun for længe siden druknede sine egne børn, for at hævne sig oven på sin mands utroskab. Det var dog så ond en handling, at hun nu til evig tid vandrer jorden i jagten på at erstatte sine børn.

Filmen er dog ikke en genfortælling af myten, men følger i stedet en amerikansk familie i 1970’ernes USA. Uden at afsløre for meget, bliver en mor og hendes to børn forfulgt af La Llorona, og vi kan som tilskuer ikke gøre andet, end at se forskrækket til.

Udgangspunktet er nærmest perfekt for en gyserfilm. Hvem har ikke selv været en uopdragen skarnsunge, eller kæmpet med dem, og så er det noget af et skrækscenarie, at høre om den grædende kvinde, der bortfører sådanne børn. Så kan det være, at man tænker sig en ekstra gang om, inden man gør noget uartigt i fremtiden.

Masser af ængstelige scenarier
Filmen giver sig god tid til at fortælle historien, og langsomt opbygge en uhyggelig stemning. Ensemblet er også godt, familiemedlemmerne er gode til at skrige, og Llorona ser temmelig væmmelig, så alle ingredienserne til at lave en god gyser er til stede.

Desværre fører den solide opbygning af narrativen ikke rigtig til noget. Det viser sig meget hurtigt, at gysene ikke kommer fra en ubehagelig stemning, men i stedet gennem ’jump-scares’, og næsten latterligt iscenesatte situationer, hvor La Llorona bruger mere tid på at skræmme familie, på kreative måder, i stedet for at bortføre børnene, som vi ellers har fået at vide, er hendes mål.

Meget af tiden sidder man derfor tilbage med en antiklimatisk fornemmelse, når La Llorona eksempelvis langsomt åbner vinduet, eller smækker med dørene, i stedet for at færdiggøre arbejdet.

The Curse of La Llorona er en ganske habil gyserfilm. Den giver sig tid til at fortælle sin uhyggelige spøgelseshistorie, og der ikke sparet på chokeffekterne. Den er dog ikke nogen gennemført gyser, så meget som den er enkeltvis uhyggelig, men den byder i det mindste på en god historie, og forbliver nogenlunde troværdig hele vejen igennem.

Avatar
Eller bare ‘Scott Schmidt’, er grundlæggeren og chefredaktøren på siden. Med hans baggrund inden for medievidenskab, og forkærlighed for film, håber han at kunne dele sine oplevelser med andre – på forholdsvis interessant maner.

Efterlad en kommentar her