The Daughter

Kategori Biografen skrevet af - april 21, 2016
The Daughter

En relevant og moderne udgave af Vildanden.

4stars

I dette australske drama, der er baseret på Henrik Ibsens Vildanden, følger vi Christian (Paul Schneider), der er vendt tilbage fra USA i forbindelse med faren Henrys bryllup. Her genforenes han med sin gamle barndomsven Oliver, der har slået sig ned på kontinentet med både kone og barn. Idyllen viser sig dog hurtigt at være et spil for galleriet, og den fremmede Christian kan vise sig at være en katalysator for at sandheden kan komme frem til overfladen.

Fornemme skuespillere.
Det er utroligt, at det er lykkes at skrabe en række forholdsvis store skuespillere fra Australien sammen til dette familiedrama. Der er den velkendte Sam Neill, og det unge talent Odessa Young, der gør det godt, også er der Geoffrey Rush. Rush spiller patriarken Henry, og på trods af hans kriminelt lille rolle, så tilfører han faderen en dyster forhistorie, der ellers aldrig bliver beskrevet. Han er dog ikke den eneste gode skuespiller i denne ensemble, hvor alle fungerer godt i deres respektive roller, også Paul Schneider, der som den eneste ikke-australier passer godt ind i filmens tone.

De gode skuespillere står dog aldrig alene, og bliver understøttet af en god historie og en underfundig fortællestil – det meste af vejen.

Starter godt, men slutter skidt.
Til at starte med er filmen utrolig spændende og kreativt fortalt. Vi skal selvfølgelig igennem en lang række ekspositionsscener, hvor karaktererne og deres mål etableres, men i stedet for at sige alt eksplicit, er det som om vi hopper ind i scenerne efter al ekspositionen er blevet fyret af.

Det er en meget fantasifuld og subtil måde at gøre fortællingen dragende på, fordi den stiller krav til tilskueren, og for mit vedkommende, virkede det ganske enkelt fænomenalt, kombineret med det rolige og eftertænksomme kameraarbejde. Dette kunstneriske valg glider også over i karaktererne, hvor kun overfladen bliver kradset, og resten af deres historie bliver fortalt gennem subtile hentydninger – desværre varer det dog ikke ved.

For i takt med at spændingen stiger og hemmeligheder dukker op til overfladen, så skifter filmen og karaktererne fuldstændig personlighed i sidste akt. Her ændres alt pludselig til et meget storladet melodrama, hvor hver anden replik er ordet ”undskyld”. Dette toneskift kommer ud af det blå, og følger filmen frem til rulleteksterne, hvilket er en virkelig trist og antiklimatisk afslutning, på en ellers interessant nyfortolkning af Henrik Ibsen’s Vildanden.

The Daughter, er et lavmælt bud på en moderne udgave af historien om den konstante kamp mellem virkelighedsflugten og sandheden, der altid kommer frem. Alle karakterne er i en konstant kamp for enten at se sandheden i øjnene, eller at søge tilflugt i løgnen. Underspillet og flot, det må man sige at filmen er, også selvom det afsluttende klimaks er noget mere melodramatisk og kunstigt, i forhold til resten af filmen.

Skrevet af
Grundlæggeren og chefredaktøren på siden. Med min baggrund inden for medievidenskab, og forkærlighed for film, håber jeg at kunne dele mine oplevelser med andre – på forholdsvis interessant maner.
Kommentar er lukket.