The DUFF

Kategori Biografen skrevet af - april 09, 2015
The DUFF

En moderne ungdomsfilm, der har hjertet på rette sted.

5stars

Vi kan alle huske den gang, vi gik i gymnasiet, eller hvis ikke så kommer du til det. Det er den periode, hvor man skal finde sig selv, hvor man er mest sårbar fra omverdenens hårde domme og, hvor man er allermest forvirret. Det er selvfølgelig en simplificeret kliche, men ikke desto mindre er det sandt. Når nu man er i sådan en følelsesmæssig tilstand, så er det værste at blive sat i bås. Ikke som sportsidioten eller primadonnaen, men som en D.U.F.F. (Designated Ugly Fat Friend).

Vores hovedkarakter Bianca er en helt normal pige i high school, der bliver stemplet som netop en D.U.F.F., men i stedet for at tage det liggende ned, beslutter at tage sagen i egen hånd. Hun rekrutterer sin gamle barndomsven/nabo, Wes, der nu er en populær quarterback, til at hjælpe hende med at blive skønheden selv.

Ikke helt ligesom andre tøsefilm
Det lyder angiveligt som alle tøsefilm eller ’chick-flicks’ om man vil, hvor den grimme ælling forvandles til den smukkeste kvinde, og så ender det hele med, at hun bliver galladronning og scorer den lækre fyr. Filmen følger den klassiske skabelon en del af vejen, men der er vigtig afvigelser undervejs, der er med til at gøre filmen til sin helt egen.

En af de beundringsværdige pointer er, at det er helt okay at være sig selv, også selvom man ikke opfylder normen for æstetisk skønhed. Man behøver ikke at blive skoleballets dronning eller opfører sig på en bestemt måde for at være en god person. Alene det er meget mere end, man kan forvente og håbe på at få ud af en film, i en genre, der har en tendens til at spytte meget overfladiske budskaber ud.

Nu kan det være, at filmen lyder meget trist og melankolsk, og det er den også til tider. Særligt når Bianca bliver udsat for cybermobning undervejs, befinder vi os i de mest gribende scener, men ellers er der en meget afdæmpet og humoristisk stemning.

Alle de ”voksne” på skolen bidrager med komiske bemærkninger, hvoraf Ken Jeong (kendt fra tømmermænd-serien), uden tvivl er den mest underholdende. Det er lykkedes for Jeong, at spille mindre overdrevet, end han har for vane, og det skaber en meget god balance mellem det komiske og mennesket bag ved.

Man kan mærke menneskerne bag al postyret
Det bedste ved det hele er dog Mae Whitman som Bianca. Hun er dejligt mærkelig, og får lov til at være det hele vejen igennem. Hun har en helt naturlig charme, der gør, at man hele tiden ønsker hende det bedste, og håber at tingene ender godt for hende. De fleste af hendes scener er sammen med Wes (Amell), der selvom han virker lige lovlig pæn, får tilført lidt kant i de få scener, hvor man kommer ham tættere på livet.

Og det er netop denne kant hos karaktererne, der giver filmen dens helt egen charme. For (næsten) alle personerne har en større forbindelse til et menneske end en karikatur. Når vi ser, at Bianca og Wes begynder at blive tiltrukket af hinanden, så virker det ikke kunstigt, fordi de har så lange en forhistorie, og når de sårer hinanden er det fordi, de opfører sig som forvirrende unge mennesker. Denne troværdighed strækker sig også til Biancas veninder, der ikke skaber noget større drama end højest nødvendigt, men derimod reagerer på konflikter ligesom almindelige piger ville.

Desværre er der andre karakterer ligesom Biancas mor, der ellers bliver spillet af veteranen Allison Janney. Hun er om nogen en karikatur af en mor, der smider om sig med universelle selvhjælpsråd, men værst af alt er den onde pige Madison, der tilsyneladende bare er ond, for at skubbe plottet i gang. Det skader dog ikke den samlede oplevelse, selvom det er lidt i øjnefladende, når resten af personerne har en tættere forbindelse til virkeligheden.

The DUFF er en dejlig film, med det hjertevarmende budskab, at det er godt nok at være sig selv, også selvom man er anderledes. Man kommer ind i et moderne og forholdsvist virkeligt ungdomsmiljø, hvor ens udseende er altdominerende. Det er i bl.a. Whitmans meget charmende portræt af en DUFF, hendes gode kemi med Amell og fremfor alt den både sjove og sørgelige grundstemning, der gør, at man ikke har noget imod at tilbringe et par timer i dette selskab. Så selvom jeg er en mand, kunne jeg faktisk lidt filmen. Så meget endda, at når jeg uundgåeligt bliver tvunget til at se den igen, så kommer jeg til at glæder mig til gensynet. 5/6

Skrevet af
Grundlæggeren og chefredaktøren på siden. Med min baggrund inden for medievidenskab, og forkærlighed for film, håber jeg at kunne dele mine oplevelser med andre – på forholdsvis interessant maner.

1 kommentar on "The DUFF"

  • Anonym

    Fin film med fin læring. MEN – måske man skulle overveje en grænse for hvilket sprog der kan bruges for børn på 7 år. Indholdet i denne her holder absolut ikke for børn.