The French Dispatch

Kategori Biografen af - oktober 21, 2021
The French Dispatch

En rigtig Wes Anderson film, på godt og ondt

Det er altid en intens oplevelse at se en Wes Anderson film. Hans billeder er som malerier, fyldt til bristepunktet med sanseindtryk og små finurlige detaljer, som gør det nærmest umuligt at opfange det hele, først gange du ser filmen. Det gør ikke bare, at han nærmest opererer i sin egen genre, men også, at hans film kun er henvendt et meget specifikt publikum, og det samme er er denne film også, på godt og ondt.

Lige fra start bliver vi bombarderet med nøje tilrettelagte indstillinger, mikroskopiske og finurlige tekstbeskrivelser, og et persongalleri, fuld af fuld af særegne personer, der alle leverer deres replikker på samme monotone vis. Det er dog ikke bare de vanlige stilgreb og gengangerne på rollelisten, men selve manuskriptet, der gør filmen til den mest Wes Anderson’ske af slagsen til dato.

For historien er end ikke én lang fortælling, som det ellers tidligere har været tilfældet, men derimod et tableau bestående af en række novellehistorier, løst bundet sammen om det fiktive magasin,
The French Dispatch.

Denne fortælleramme giver rig mulighed for at lege med filmmediet og virkelig fokusere på Wes Andersons styrke, som er de maleriske billeder og den særprægede stemning. Det fungerer da også overordnet meget godt, men man kan også få for meget af det gode. For der er så meget at tage ind, at man bliver mentalt udmattet undervejs og mister pusten til sidst.

Stilarten når sit mæthedspunkt
Efter en historie om fortid og fremtid, en gal maler, en gruppe unge revolutionære, og ikke mindst historien om selve bladet, The French Dispatch, havde jeg i hvert fald svært ved at forholde mig til den sidste fortælling om en journalist, der egentlig skulle lave et portræt af en kok, men ender med at fokusere på en kidnapning i stedet.

For ganske vist, er det, den mest Wes Anderson’ske film til dato, men det betyder også, at hans manuskript heller aldrig har været så afkoblet fra den menneskelige dimension. Normalt balancerer hans karakteriseringer på en knivsæg mellem at være kitsch og brillant, og bliver som regel hevet i land, af det tankevækkende plot og karakterernes overraskende udvikling. Men i filmen her, bliver alle de små historier fortalt fra journalisternes perspektiver, og selvom de ikke er afstumpede, er de ikke følelsesmæssigt involveret i historierne, og derfor bliver vi som seer det heller aldrig.

Hele filmen emmer af en kold distance som gør, at selvom man kan beundre det filmiske håndværk, og Wes Andersons evne til at lave sine helt egne film, er filmen her, måske lidt for meget til ham selv, og lidt for lidt til det publikum, som sidder i biografsalen.

This post was written by
Grundlæggeren og chefredaktøren på siden. Med min baggrund inden for medievidenskab, og forkærlighed for film, håber jeg at kunne dele mine oplevelser med andre – på forholdsvis interessant maner.
Kommentarer er lukket.