The Grown Ups

Kategori Biografen skrevet af - maj 18, 2017
The Grown Ups

En ærlig fortælling om livet mellem barndom og voksenliv

Historierne er både hjertevarme små dagligdagsfortællinger og følelsesladede kærlighedshistorier med store etiske spørgsmål i chilenske Maite Alberdis dokumentarfilm Grown-ups.

Her møder vi en gruppe elever på en skole for elever med Downs syndrom i Chile, som alle har rundet 40 år og været på skolen i årtier. Her lever kærligheden og drømmene om at blive selvstændig, selvforsørgende og rigtig voksen, mens eleverne producerer kager i massevis til skolens cateringvirksomhed til en horribel løn.

Med en fin fluen-på-væggen observation udfolder elevernes personer sig på lærredet; kontrasten mellem deres lidt barnagtige ansigter og mimik og samtidig deres efterhånden rynkede hud, grå stænk i håret og vigende hårgrænse. Det er ikke svært at mærke, hvordan de er fanget mellem at være ”barn” og ”voksen”, hvilket også er filmens helt overordnede tema. Bemærk i den forbindelse clashet mellem oversættelsen af originaltitlen Los Niños, der betyder og børnene og den engelske Grown-Ups.

Kontrolleret kærlighed
Hovedkarakteren Anita er yderst velvalgt, med sin meget alvorlige og følsomme person, og midt i vennernes hverdag er det hendes kærlighed til kæresten André, dramaturgien bygges op om. De drømmer om at flytte sammen og blive gift, men deres familier vil ikke tillade det. Det chilenske samfund vil heller ikke godkende ægteskab mellem to udviklingshæmmede, så hverken skolen eller præsten kan hjælpe dem.  Vi følger deres drømme om bryllup og børn og frustrationerne over den manglende forståelse fra omverdenen. Samtidig rummer deres forhold en meget voksen rummelighed og ansvar for hinanden, som i en scene, hvor Anita netop har mistet sin far. Her er det André der trøster hende, i stedet for skolens personale. Helt modsat hjælpeløs bliver André, da han skal købe forlovelsesring til Anita, og ikke har penge nok. Han forstår ikke helt, hvad det vil sige, men må gå tomhændet hjem.

Et respektfuldt portræt
Foruden Anita og André følger vi også et par andre elever. Roberto er en ambitiøs mand, der tager jobbet i køkkenet alvorligt og ved siden af arbejder på det lokale plejehjem. Han knokler løs for at spare penge nok sammen til at bo alene og klare sig selv, for som han siger, vil han jo bare være normal. Men de grinagtigt lave lønninger sikrer, at han aldrig får sin drøm opfyldt. Alberdi fanger problemet med samfundets fastholdelse af elevernes rolle som børn meget elegant, uden at overfortælle det eller blive åbenlyst politisk. I stedet bruger hun et særligt greb, som vi kender fra blandt andet den norske serie Skam; vi ser ingen ”voksnes” ansigter, og de tages dermed ud af fortællingen, så Anita, André og Roberto står tydeligt som filmens fortællere. Det er med til at gøre portrættet mere respektfuldt, ligesom de mange nærbilleder og følsomme scener med frustrationer og kærlighed tager os med helt ind i deres følelsesregister.

Samtidig har Alberdi ladet humoren og de hverdagens sjove prøvelser fylde meget i The Grown-Ups, særligt igennem den mest barnagtige af vennerne, Rita. Som når hun gang på gang, i al hemmelighed, fylder lommerne med chokolade, selvom hendes mor har sagt, at hun er på kur. Eller når Roberto forsøger at lære hende, at hun skal sige ”mi amor” til sin kæresten, eller hun konstant overfalder selvsamme kæreste med vilde kys.

Det giver en generel fin balance mellem humor og alvor i filmen, om end det lidt for ofte er Rita, der står for at levere de sjove scener. Hun kommer til at stikke lidt for meget ud, netop fordi Alberdis respektfulde balance mellem humor og alvor er så gennemtænkt i forholdet til de andre karakterer. Man savner at lære Rita at kende, frem for at se hende som klassens klovn.

The Grown-Ups er en godt eksempel på en observerende dokumentar, der tør rejse store spørgsmål om, hvordan vi bedst kan hjælpe udviklingshæmmede mennesker i vores samfund, og hvordan vi hjælper dem bedst til at føle selvstændighed. Det er bestemt velfortjent at Alberdi vandt prisen som bedste kvindelige instruktør på dokumentarfilmfestivalen IDFA for filmen, for hun har et særligt blik for sine medvirkende, der indkapsler både store og små øjeblikke i livet.


Filmen vises hele maj i Cinemateket som opvarmning til den latinamerikanske festival i juni

Skrevet af
Kommentar er lukket.