The High Note

Kategori Biografen af - maj 12, 2021
The High Note

En film, der aldrig er så hyggelig, som den gerne vil være

I denne anden premiereweekend af den store genåbning, bliver vi fodret med The High Note, der stolt bliver markedsført som en feel-good film. Som der står på plakaten, er filmen lavet af folkene bag Bridget Jones’ Dagbog og en af nyere tids bedste feel-good film, Yesterday.

Filmen her, er dog ikke baseret på Beatles’ musik, men handler i stedet om den personlig assistent Maggie, der arbejder for en Whitney Houston/Tina Turner lignende popstjerne kaldet Grace Davis, der havde sin storhedstid i 1980’erne og 90’erne, men som nu står over for en skillevej. For skal hun gøre sig selv sårbar ved at lave et nyt album, der måske kan floppe, eller skal hun flytte til Las Vegas, og optræde med det samme show dag ud og dag ind, men med en sikker indtægt. Alt imens går hendes personlige assistent rundt med drømmen om at blive en musikproducer, men det er selvsagt meget svært at bryde ind i en så benhård branche som musikindustrien.

Behagelig, men ikke hyggelig
Umiddelbart lyder det ikke som nogen rigtig feel-good film, og det er også der, min største anke ligger. For det er helt grundlæggende for genren, at der skal være et stort element af hygge og varme, som bliver krydret op med lidt, men ikke alt for meget, hårdtslående realisme. Dramaet er til stede, dog uden man bliver rigtig nervøs for, at den lykkelige slutning er i fare. Mit problem er ikke så meget balancen mellem drama og komedie, men mere, at filmen aldrig for alvor får etableret den her hyggelige og varme grundstemning.

Forholdet mellem Maggie og Grace er ikke ligefrem venskabeligt, hvilket også er hvad man vil kunne forvente af forholdet mellem en superstjerne med et skrøbeligt ego og hendes personlige assistent, der er underlagt hendes lune. Den varmeste del af filmen, er det blomstrende forhold mellem Maggie og den talentfuld musiker David, som hun tilfældigvis møder.

Dakota Johnson og Kelvin Harrison Jr. har en god kemi, der næsten opvejer for, at de fleste af deres scener, mest af alt handler om at lave musik, og ikke så meget om deres forhold. Så vi får kun glimtvis et indblik i, hvad de går og tænker på. Så selvom jeg virkelig sad og håbede på, at lige om lidt, ville filmens stemning matche de solrige omgivelser i Los Angeles, så skete det bare ikke.

Når det kommer til rollelisten, leverer de fleste folk, hvad man kan forvente af dem. Dakota Johnson har stadigvæk en ungdommelig og nærmest naiv udstråling, og hendes entusiasme giver en lyst til at se, hvor hendes rejse ender. Ice Cube er også ”morsom” på den dér rå måde, som han er i alle film. Tracee Ellis Ross, spiller Grace Davis meget tørt og lidt for selvhøjtideligt, og manuskriptet gør hende heller ingen tjenester, ved at gøre hendes karakter til en ekstremt selvoptaget person, der kun gider at bruge tid på Maggie, når hun øjner en personlig gevinst.

Så du nok kan regne ud, er jeg ikke den helt store fan af The High Note. Selvom filmen udspiller sig i det altid solstrålende Los Angeles, selvom Dakota Johnson udstråler enorm barnlig glæde og entusiasme, selvom der er masser af musik med gode sangere, og selvom filmen er struktureret som en klassisk feel-good film, er det som om, tingene aldrig går op i en højere enhed. Der er enkelte elementer, som fungerer fint, og romancen mellem Maggie og David er meget sød, men der mangler den grundlæggende varme, og følelse af, at de primære karakterer gerne vil hinanden det godt, som gør det til en noget ujævn film, hvor det aldrig rigtig helt er så hyggeligt, som det måske var tiltænkt.

This post was written by
Grundlæggeren og chefredaktøren på siden. Med min baggrund inden for medievidenskab, og forkærlighed for film, håber jeg at kunne dele mine oplevelser med andre – på forholdsvis interessant maner.
Kommentarer er lukket.