Ryan Reynolds og Samuel L. Jackson er befriende frække i underholdende action komedie

I The Hitman’s Bodyguard følger vi livvagten Michael Bryce (Ryan Reynolds), der er faldet på hårde tider. Efter en opgave gik fuldstændig i vasken lever han nu en ynkelig tilværelse – med matchen klientel. Bryce bliver dog nødt til at tage sig sammen, da han får til opgave at beskytte en af verdens bedste lejemordere, Darius Kincaid (Samuel L. Jackson), som han skal transportere til Haag for at vidne i en stort anlagt retssag.

Et umage par
Hvis der er nogen skuespillere i dag, der er kendte for at spille nuancer af dem selv, så må det siges at være Ryan Reynolds og Samuel L. Jackson. Reynolds er på rekordtid blevet habil for at levere rapkæftede replikker, som han med stor succes viste det i Deadpool, og Jackson har lige siden Pulp Fiction, været manden man bruger, hvis en karakter skal råbe højlydt og få bandeord til at lyde som poesi. Sammen udgør makkerparret mellem de to også uden tvivl de bedste passager af denne action komedie. Kemien er helt i top, så det får de ganske vidst klichefyldte skænderier til at fremstår både humoristiske og opfindsomme. Heldigvis er det også en ucensureret film, så særligt Samuel L. Jackson kan få lov til at boltre sig med det lidt mindre elegante sprogbrug, eller som Bryce siger i filmen; ”han har ødelagt ordet ’motherfucker’”. Det er i det hele taget bare godt ironisk selskab, når de to er på skærmen.

Filmen fremstår til gengæld lidt billig rent visuelt. Der er flere steder, hvor greenscreen effekterne bliver lidt for tydelige. Men selvom budgettet måske er i den lidt lave ende, så er der også blevet plads til en række medrivende actionsekvenser, hvor særligt en motorcykel/bil/bådjagt gennem Amsterdams kanaler er værd at fremhæve. Også musikken af Atli Örvarsson er tilpas bombastisk, om end det til tider er lidt for annoterende. Der er altså både humor og action, så filmen burde være en gennemført succes, men desværre er der også en skurk, der trækker det hele ned.

Problemer med tonen
For filmen består ikke udelukkende af det umage makkerpar, mellem en lejemorder og en livvagt, men også af et meget dystert sideplot med Gary Oldman. Oldman spiller den tidligere diktator af Hviderusland, Vladislav Dukhovich, der er blevet stillet for menneskerettighedsdomstolen, og han er på alle måder modbydelig. Faktisk er hele hans historie så ondskabsfuld og virkelighedsnær, at det står i skærende kontrast til resten af filmens ironiske distance til volden. Det betyder, at hver eneste gang historien klipper over til sideplottet med Dukhovich, så føles det som om vi ser en helt anden film, der har mere til fælles med et didaktisk drama, end en komedie med to rapkæftede herrer.

Til trods for de lidt uforenelige toneskift, så må jeg være ærlig og sige, at The Hitman’s Bodyguard, som helhed fungerede for mig. Det er ikke en film, som vil gå over i historien, men samspillet mellem Reynolds og Jackson er helt i top. Man griner hele vejen igennem, også selvom det er meget politisk ukorrekt, og så er der endda et par oprigtigt fede actionsekvenser undervejs. Det er ikke højpandet komik, men det er som skabt til biografen, hvor man kan blive revet med og grine i fællesskab med resten af biografpublikummet.