The House That Jack Built

Kategori Biografen skrevet af - november 29, 2018
The House That Jack Built

En film, der kun er henvendt til Lars Von Trier

I The House That Jack Built, følger vi Jack, der gennem en periode på 12 år, udfolder sig som seriemorder i kunstens navn. Historien udspiller sig i 1970’ernes Amerika, hvor Jack hele tiden fortæller sig selv, at hvert eneste mord er et kunstværk. Der går dog ikke længe, inden den morderiske handling ikke er nok i sig selv, og derfor tager han hele tiden større og større risici, i et forsøg på at udfordre sig selv. I takt med eskaleringen begynder Jack også at stille metafysiske spørgsmål, og debattere meningen med livet, sammen med en mystisk person, der kalder sig selv for Verge.

Provokerende som altid
Der er mange chokerende scener i filmen, som du nok har hørt eller læst om i andre medier, men uden at afsløre for meget, så er intet helligt og anstødeligt for Lars Von Trier, når det kommer til at fortælle en spændende og dynamisk historie. Flere af mine kritikerkollegaer blev da også, meget forventeligt, stødt af de mest provokerende scener og gik endda undervejs for aldrig at vende tilbage til biografsalen.

For mit vedkommende er denne reaktion lige så overdreven som den film, Trier har lavet. Det er nemlig den mest narcissistiske og selvoptaget produktion Trier har stået bag til dags dato. Skildringen af alt, lige fra menneskene, henover rammen, historien bliver fortalt i, til det visuelle sprog, er en slet skjult kommentar fra Triers side om ham selv. F.eks. da Jack filosoferer over, hvad kunst er og kan gøre ved folk, så kører der en montage med klip fra Triers foregående film, ligesom en af karaktererne siger, at hendes yndlingstal er 12, hvilket tilfældigvis også er det antal film, han har lavet.

Dette selvcentrerede fokus gør, at jeg slet ikke bliver hverken rørt, revet med, eller for den sags skyld, stødt af de groteske scener, der udspiller sig. Det er så infantilt, at jeg ærligt talt er tom for ord.

Godt håndværk
Matt Dillon er derimod god i titelrollen som Jack. Han udstråler den rigtige overfladiske charme, og får gennem mange forskellige situationer vist, hvor god en skuespiller han er, når materialet giver ham lov til at udfolde sig.

Selvom det kunstneriske perspektiv er barnligt, så er det stadig en visuelt meget kreativ film. De klassiske fortælletraditioner bliver ikke fulgt synderligt, og der er en ambition om at ville mere med filmmediet, end blot at underholde for derefter at blive glemt for evigt.

The House That Jack Built er langt fra at være en af Lars Von Triers bedste film. Den er navlepillende narcissistisk, barnlig i sin tilgang til meget tunge emner og på ingen måde tilgængelig for at større publikum. Alligevel er det en frustrerende film. For til trods for alle disse mangler, emmer det hele stadig af at være godt filmhåndværk. Matt Dillon er fremragende i hovedrollen, og er knivskarp i alle scenerne, hvad end han udgiver sig for at være en sinke, eller charmerer sig helt ind i kvinders hjem. Det er også stadig en flot film, der aldrig bliver monoton og kedelig at se på.

Derfor ender det hele dybt utilfredsstillende, men i det mindste kan man ikke sige, at man sidder og keder sig.

Eller bare ‘Scott Schmidt’, er grundlæggeren og chefredaktøren på siden. Med hans baggrund inden for medievidenskab, og forkærlighed for film, håber han at kunne dele sine oplevelser med andre – på forholdsvis interessant maner.

Efterlad en kommentar her