Hunger Games fra tyranens perspektiv

11 år efter teenagere verden over blev introduceret til Katniss Everdeen, og Jennifer Lawrence blev cementeret som en verdensstjerne, i The Hunger Games fra 2012, vender instruktør Francis Lawrence tilbage til den populære dystopiske ungdomsserie af forfatteren Suzanne Collins. Det sker i form af prequel-filmen med den mundrette titel, The Hunger Games: The Ballad of Songbirds and Snakes, der giver os oprindelseshistorien bag The Hunger Games.

Vi er rejst mere end 60 år tilbage før Katniss’ tid, og følger i stedet Coriolanus Snow (Tom Blyth), som den kyndige læser, måske kan huske ender som den tyranniske præsident for Panem i fremtiden. Da vi møder Snow, er han dog lang fra tyrannisk, men lever derimod i fattige kår som den sidste i en slægt, der har mistet tidligere tiders status og rigdom efter landets mange borgerkrige. Han har studeret og arbejdet sig op, men til sin store overraskelse får han til sin afgangsprøve at vide, at der lige er en til udfordring.

Snow og klassekammeraterne skal være mentorer for de unge, som skal deltage i det 10. årlige Hunger Games, og gør de det ikke godt, ser deres fremtid mildest talt sort ud. Her bliver han selvfølgelig tildelt den unge Lucy Gray Baird (Rachel Zegler), der kommer fra det fattigste distrikt. Hun viser sig dog som noget af en sangfugl, så selvom Snow ikke giver hende de store overlevelseschancer, ser han alligevel en mulighed for sig selv, ved at forene hendes showmanship med hans politiske snilde og overlevelsesinstinkt.

Med en titel, der direkte omtaler sangfugle og slanger, kan man ikke ligefrem vove og påstå, at man har at gøre med en subtil film. Det kan godt være, at castet er talentfuldt med velkendte ansigter som Peter Dinklage, Jason Schartzman og Viola Davis i baggrunden og de nye stjerner Tom Blyth og Rachel Zegler i de bærende roller, men det er ikke altid lige imponerende, hvad de har at arbejde med.

Ligesom det var tilfældet med de tidligere film i serien, er det fx stadig mærkværdigt, at en historie, der er fyldt til bristepunktet med ondskab, vold og udspiller sig i en dystopisk virkelighed er tydeligt censureret. Der er ikke en dråbe blod i filmen, selvom et utal af børn og voksne må lade livet på brutal vis, og der er heller ikke nogen, der bander, eller siger noget, som er virkelig stødende. Så man føler sig hele tiden holdt ud i armslængde, som konsekvens af filmskabernes bestræbelser på at nå så bredt et publikum som muligt.

Når det så er nævnt, fortjener filmen også roser for at fortælle en komplet og afsluttet historie. I en tid, hvor alt er aldrig sluttende cinematiske univers, der erstatter slutninger med teasers til uendelige multiverser, er der noget befriende over, at den her i det mindste, faktisk fortæller én sammenhængende historier over tre akter, og med en slutning, der faktisk afrunder den her fortælling.

Det alternative perspektiv er også med til at give filmen sin berettigelse. Den dystopiske tematik bliver nemlig udforsket undertrykkeren i stedet for den undertrykkede. Vi får lov at se, hvordan tyranni gødes og bliver udfordret, når magt, moral, loyalitet, identitet og kærlighed mødes, og Snow bliver tvunget til at vælge, hvad der er vigtigst i hans liv.

Jeg er efterhånden ikke længere i målgruppen for en film som The Hunger Games: The Ballad of Songbirds and Snakes, selvom måske havde været det for 10 år siden. Derfor er det svært for mig at vurdere, om den går rendt ind hos sit unge publikum. Men selvom den nok ikke kommer til at efterlade et varigt indtryk hos mig personligt, kan jeg helt klart se dens eksistensberettigelse, også til trods for alle de kompromisser filmskaberne har måtte indgå for at fortælle historien.