The Last Duel

Kategori Biografen skrevet af - oktober 14, 2021
The Last Duel

En underholdende, men mislykket mission

Jeg har meget svært ved at samle mine tanker omkring, hvad The Last Duel vil. For det er en tydeligt ambitiøs film, som fortæller den overraskende historie bag den sidste juridiske duel. To riddere i slutningen af 1300-tallets Frankrig ender i denne drabelige duel, efter den enes kone anklager den anden ridder for at have voldtaget hende, og den eneste måde at opnå retfærdighed og genvinde sin ære i denne tidsperiode, er gennem morbide kamp til døden.

Det kan godt være, at filmens handling udspiller sig i 1300-tallet, men i år er det 2021, og med alt den palaver, der har været omkring Hollywood og behandlingen af kvinder i de senere år, er det øjensynligt ikke muligt at lave en storslået produktion om to riddere, hvis ikke der også er et stærkt kvindeligt islæt til stede. Dette benspænd har og øjensynligt været årsagen til, at filmen bliver fortalt i tre kapitler, hvori vi får udlagt historien fra de tre hovedrollers perspektiv.

© Disney

Flere perspektiver og så alligevel ikke
Det fungerede rigtig godt i Rashomon for mere end 60 år siden, da pointen netop med denne stiløvelse var, at sandheden er afhængig af øjet, der beskuer det. Sådan er det dog ikke i filmen her. Der er ganske vist forskelle i de tre personers perspektiver, og fokusset i forskellige scener adskiller sig og farver også deres selvopfattelse. Men det forbliver dog i det små. For udover mændenes oppustede egoer, som også skinner igennem i deres egne i ”kapitler”, så ser vi den samme fortælling tre gange lige efter hinanden.

Der bliver ganske enkelt ikke tilført nok dybde gennem denne stiløvelse, for på trods af, at filmen er to en halv time lang, så forfalder manuskriptet sig stadig til at bruge en meget didaktiske eksposition, hvor personernes følelser og filmens budskab bliver skåret ud i pap.

Nu har jeg stort set kun skrevet om manuskriptet, og det er ikke fordi resten af filmen er dårlig, snarere tværtimod. Det er imponerende, hvordan en 83-årige gammel instruktør som Ridley Scott, stadig af en mester bag kameraet, når det kommer til at skrue en film sammen. Det er en enorm stor produktion, med masser af kostumer, storladent omgivelser i baggrunden, den føromtalte narrative stiløvelse, som gør, at man skal optage den samme scene på flere forskellige måder, og ikke mindst de brutale actionscener, der kulminerer med den intense sidste duel, der er hårdtslående og heftig at sidde og se.

Skuespillerne gør det også meget godt over en bred kam. Nok engang, er det Adam Driver, der skiller sig positivt ud, som den slibrige Le Gris, som på ingen måde er en ærefuld mand, men som man alligevel forstår, hvorfor har sådan et oppustet ego. Ben Affleck og Matt Damon, gør det også fint, selvom de er en smule distraherende, fordi de i dag er så store stjerner, at det er svært at se dem som andet end Ben Affleck og Matt Damon. Jodie Comer har nok rollen med mest kød på, og selvom der ikke er nogen tvivl om, at hun vel nok er den skuespiller med det største talent, så virker hun til tider malplaceret i filmen. Hendes karakter er skrevet lidt for meget som en kvinde fra det 21. århundrede, og så er hendes præstation til tider så følelsesladet og teatralsk, at hun skiller sig negativt ud, når hun spiller over for mænd, som fremstår autentiske, og som på ingen måde er blevet smukificeret.

© Disney

Manuskriptet kan ikke bære konceptet
Alt dette er meget fint, men min største anke forbliver dog manuskriptet. Og grunden til, at manuskriptet er noget, der generer mig sådan skyldes, at det er det først manuskript med Ben Affleck og Matt Damon som forfattere siden Good Will Hunting. Hvor den film, var mesterligt skrevet, og havde den ene scene efter den anden med mindeværdige dialog og autentiske karakterer, så virker den her film lidt for meget som et projekt, der har haft for mange kokke i køkkenet.

For det store spørgsmål jeg står tilbage med, og grunden til, jeg er i tvivl om, hvilken bedømmelse jeg skal give filmen er, at jeg har svært ved at se, hvad den store mening er med filmen. Ja, den er flot lavet og skuespillerne er dygtige, men hvis manuskriptet er banalt, vinklingen ekstremt ensidig, til trods for fortællestrukturen med de tre kapitler, så er det svært at se, hvad er det hele skal gøre godt for.

For hvis årsagen til at lave filmen, har været, at man gerne vil opdatere ridderfortællingen til et moderne publikum, ved at have det kvindelige perspektiv i fokus, så havde det nok været bedre, bare at gå planken helt ud, og så fokusere mere målrettet på Maguerites udlægning af begivenhederne, og hvordan det var at være kvinder dengang, i stedet for at mudre budskabet og gøre filmoplevelsen noget mere ujævn, ved at have flere perspektiver med, som man i sidste ende alligevel ignorerer, for til slut, på rigtig amerikansk vis at fortælle, at det sidste perspektiv er sandheden.

Det er en flot film, og den er vellavet, men kunne have været så meget mere, hvis blot nogle af filmskaberne havde haft modet, til at gøre mere end blot at gengive klichéer.

© Disney

Skrevet af
Grundlæggeren og chefredaktøren på siden. Med min baggrund inden for medievidenskab, og forkærlighed for film, håber jeg at kunne dele mine oplevelser med andre – på forholdsvis interessant maner.

Efterlad en kommentar her