Den bedste biologi- og fysiktime du nogensinde kommer til at få.

Det er ikke den største historie, og The Martian kan også opsummeres i en sætning som ”Cast Away på Mars”. Man keder sig dog aldrig i løbet af de godt 140 minutter, men lever sig tværtimod helt i filmens univers. Aldrig havde jeg troet, at jeg ville være lydhør over for landbrugs- eller kemiundervisning, men man ender med at blive hængende ved hvert eneste ord.

Den mest åbenlyse forklaring ville være, at det skyldes de flotte billeder, og den karismatiske præstation af Matt Damon, men djævlen ligger som sagt i detaljen, og sjældent har man set en manuskript, der hænger sig så meget i detaljerne, og derved formår at skabe en dybde om selv de mindste karakterer. Videnskaben holder for det meste vand, og det er selvfølgelig altid rart at opleve en film, der har lavet sit hjemmearbejde, men den store præstation ligger faktisk i karakterne.

Der er ikke nogen decideret skurkeroller eller ondskabsfulde mennesker, der har en nederdrægtig bagvedliggende intention, og hvis eneste eksistensgrundlag er at skabe et større drama. I stedet opfører menneskene sig mere naturligt og mindre som klicheer, hvilket gør, at man kan kende forskel på dem alle, og samtid er investeret i og kan forstå deres ræsonnement, også selvom man ikke altid er enige med dem. Så hatten af for manuskriptforfatter Drew Goddard.

Matt Damon er stjernen.
Efterhånden som historien udvikler sig bliver man overrasket over, hvor mange forskellige mennesker, der egentlig medvirker i filmen. Det kan godt være, at Mark Watney (Matt Damon) er strandet på Mars, men han kan ikke komme hjem på egen hånd, og derfor følger vi også NASA på Jorden.

Er der noget man skal kritisere så er det, at man måske bruger lidt for meget tid på menneske tilbage på Jorden. Dette er dog kun en halvhjertet kritik, fordi fortællingen på Jorden er spændende, men man ærgrer sig samtidig over, at der ikke skiftes hurtigt nok tilbage til Mark, fordi Matt Damon spiller ham så godt.

Det er noget af det sværeste på film at spille alene. I det fleste tilfælde ville det resultere i overdrevet skuespil, men sådan bliver det aldrig. Damon har en overraskende ro, naturlighed og karisma i de mange isolerede scener på Mars, og netop fordi han ”bare” spiller et menneske, der er efterladt og ikke en karakter, som eksisterer for at vise, hvor god en skuespiller han er, hepper man på ham hele vejen og håber hele tiden, at han slipper helskindet hjem.

Beundringsværdige billeder.
Samtidig kan man ikke lade være med at være betaget af det visuelle, når man sidder og ser filmen, og det skyldes ikke mindst de fantastiske animatorer. Den flotte røde planet, Mars, har aldrig virket mere ægte.

Det føles virkelig som om man ser Matt Damon gå rundt i det snoede, bakkede og sanddækkede landskab, der faktisk bliver hjulpet på vej af 3D-effekten. Normalt er den lidt kiskede brille noget man snakker uden om, fordi den ikke gør andet end, at få en til at se kikset ud i biografmørket og suge farverne ud af billedet, men på mystisk vis fungerer det faktisk. Det fungerer endda så godt, at jeg bliver nødt til at anbefale, at man ser den på det helt store lærred hos Imperial, hvis man gerne vil have den fulde oplevelse.

For det er tydeligt, at de talentfulde folk bag ved kameraet godt var klar over, hvor smukt det de har skabt er, og derfor giver sig tid til at nyde de mange sanseindtryk, og de vidunderlige omgivelser. Og fordi fundamentet er så fantastisk, bliver det aldrig til en monoton eller ”kunstnerisk” oplevelse, der er utilgængelig for normale mennesker.

The Martian er en af den slags film, der skal ses på det største lærred og (for engangsskyld) i 3D. Selvom historien ikke ræser afsted, så keder man sig aldrig. Der er kælet for detaljen, og historien følger karaktererne i stedet for den anden vej rundt. Man nyder de flotte billeder, man nyder samværet med Damon, og man kan endda ende med at gå fra biografen og have lært noget. Hvad mere kan man ønske sig af en biograftur?