The Matrix Resurrections

Kategori Anmeldelser skrevet af - januar 01, 2022
The Matrix Resurrections

Det er svært for mig at beskrive med ord, hvor meget Matrix-serien har betydet for mig. Da serien sluttede for nu 18 år siden, så efterlod jeg ikke bare serien, ligesom som mange andre, der hurtigt affejede efterfølgende Matrix Reloaded og Matrix Revolutions som værende dårlige og ligegyldige.

I stedet har jeg i de sidste to årtier været pinligt meget opslugt af dette science-fiction univers og har også skrevet akademiske opgaver, hvori jeg dekonstruerede den transmediale historiefortælling, ligesom jeg helt personligt aldrig har sluppet den barnlig begejstring og forundring over det unikke og idiosynkratiske univers, anført af den altid særprægede Keanu Reeves som Neo.

Derfor var jeg også nok en af de mere skeptiske personer, da jeg hørte, at en ny Matrix-film ville se dagens lys. For hvad kan man egentlig tilføje til den oprindelige fortælling, som til trods for sine objektive mangler, fortalte en afrundet og komplet historie? Svaret er, ikke så meget andet end personlig terapi for instruktøren Lana Wachowski.

© Warner Bros.

Uanset hvordan man vender og drejer historien, eller leder efter alverdens bortforklaringer om, at der virkelig var brug for en ny Matrix fortælling, er det åbenlyst, at den eneste drivkraft i filmen her, har været gensynets glæde med Neo og Trinity.

I den første times tid sad jeg med et håb om, at vi ville få en finurlig fortælling, som forhåbentlig kunne forene nogle af Lana Wachowkis mange særheder og melodramatiske tendenser, som kun er blevet forstærket hen over de senere år med film som Jupiter Ascending og serien Sense 8.

Vi bliver introduceret til en ny version af The Matrix, der er så metareflekterende, med så mange referencer til de foregående film, at man nærmest bliver blæst bagover, over, at Warner Bros. har givet grønt lys til en film, hvor manuskriptet direkte henviser til produktionsvanskelighederne med filmen og produktionsselskabets rolle i dem.

© Warner Bros.

Desværre varer denne spøjse, næsten fanserviceagtig stemning ikke ved, for det er en Matrix-film og det betyder selvfølgelig, at der skal en masse action og eksplosioner til. Desværre er det bare som om, at hverken Lana eller resten af manuskriptforfatterne har haft andet på hjertet end at forene Neo og Trinity. For efter vi rejser med Neo ud af matrixen og finder ud af, hvad den nye status quo er, styrtdykker filmens momentum fuldstændig.

For der er ganske enkelt ikke nogen historie her. Det er et plot, en klar handlingstråd, men en decideret historie er der ikke. Hvor den første film havde et overordnet plot om kampen mellem mennesker og maskiner, så handler plottet her udelukkende om at forene Neo og Trinity. Det er selvfølgelig meget romantisk og sødt, men med en spilletid på 2,5 time, mener jeg også, det er i orden at forlange et plot og karakteriseringer, som rummer større dybde, end de julefilm som for tiden terroriserer de fleste streamingtjenester. For uden at gå fuldstændig ’spoileramok’ er der intet andet i filmen her, som man kan koble sig på og blive rigtig engageret af.

© Warner Bros.

Det nye ensemble, som vil bliver introduceret til, er så ensformige og kedelige, at jeg oprigtigt havde svært ved at huske nogle af deres navne efterfølgende. En karakter jeg dog kan huske, er den nye Morpheus, som er lige så ringe som han er forceret ind i fortællingen. Jonathan Groff når slet ikke Hugo Weaving til sokkeholderne, når det kommer til rollen som Agent Smith, og Neil Patrick Harris er så ringe, at man bliver i tvivl om, hvorvidt man skal være bange for eller grine ad ham. Skuespillerne er generelt ikke fantastiske, men det er svært at klandre dem for meget, da det aldrig har været Lana Wachowskis store styrke som instruktør.

Science-fiction universet, som ellers er det, der har fastholdt mit engagement i snart to årtier, bliver der heller ikke kælet for. Der bliver brugt det, der føles som fem minutter på en hurtig gennemgang af, hvad der er sket siden den forrige film, og så bliver de slående ligheder med den forrige krig hurtigt afværget med en bemærkning om, at det slet ikke er det samme, fordi nu er der en meget større diversitet, hvor også maskinerne kæmper side om side med menneskerne.

© Warner Bros.

Så det eneste der er tilbage, er actionsekvenserne, men som du nok kan ane fra de foregående afsnit, er det også tale om en massiv nedgradering her. Det lader til, at de har glemt mere end de har lært over årene. For jeg kan simpelthen ikke fatte, hvordan ikke bare koreografien er ringe, men også kameraarbejdet er fuldstændig håbløst. Noget så basalt som, hvilken vinkel man skal filme fra for at få et slag til se ud som om, at det rammer, gør de forkert ikke bare en enkelt gang, men hele tiden. Kampscenerne er også klippet fuldstændig i stykker, hvor enkelte indstillinger kun får lov til at stå i meget få sekunder, så man hele tiden skal kæmpe med filmen for at finde ud af hvad der egentlig foregår.

Jeg kunne blive ved og gå fuldstændig i selvsving med, hvordan ingen kommer til skade i filmen, hvordan alle helte uden undtagelse overlever, ligesom, at skurken tillader et idiotisk klimaks, som han ovenikøbet selv siger er dumt, bare for, at vi kan få en dramatisk konklusion, som består af en by fuld af zombie ”bots”, Trinity på en motorcykel og Neo, der laver den samme bevægelse igen og igen.

© Warner Bros.

Mine forventninger til Matrix Resurrections var mildt sagt ikke særligt store. Jeg er udmærket godt klar over, at en ny film så mange år efter en afsluttet fortælling, nok ikke er blevet til, fordi man har en god historie, ligesom jeg også er frygtelige bevidst om, at filmindustrien er en helt anden i 2021 end den var i 2003. Alligevel rammer det ekstra hårdt, når det lille håb bliver fuldstændig slukket, med så eklatant, ringe en film som den her.

Der er ikke nogen god historie, karaktererne er endimensionelle over hele linjen, uanset om de er nye eller gamle, science-fiction universet, som er det interessante ved franchiset, bliver slet ikke udforsket, og, det værste ved det hele er, at også actionsekvenserne er fuldstændig ligegyldige, mainstream og forglemmelig på alle måder, også selvom filmskabernes værktøjskasse er blevet udvidet eksponentielt i årene siden Matrix Revolutions.

Det er med andre ord en blockbuster actionfilm, ligesom så meget andet, der bliver udgivet i dag, og meget kan man sige om de forrige film, men de var trendsættere i stedet for medløbere.

Jeg vil dog gerne slutte positivt med at skrive, at selvom slutproduktet måske er mangelfuldt, så vil jeg gerne rose filmholdet for, i det mindste at have forsøgt og skabe noget andet, end den vanlige nostalgiporno som Hollywood elsker at lave i dag.

Vi er så langt væk fra film som Ghostbusters: Afterlife eller Spider-Man: No Way Home, der stopfodrer publikum med sentimentalitet og lige præcis det, som de ved publikum vil have, men som på intet tidspunkt er udfordrende eller overraskende. Det samme kan man trods alt ikke sige om Matrix Resurrections. Der bliver virkelig gjort et reelt forsøg på at lave noget helt andet, end det som publikum forventer, men når man satser fører det ikke altid storhed med sig, men kan også gå meget mere galt end det sikre og middelmådige. Så selvom jeg på ingen måde synes, det er en god film, er jeg dog en lille smule fortrøstningsfuld ved, at som filmen selv pointerer og gør grin med, så er Matrix stadig ”frisk og original”.


The Matrix Resurrections kan ses på streamingtjenester som bl.a. Blockbuster.dk og SF Anytime.

Skrevet af
Grundlæggeren og chefredaktøren på siden. Med min baggrund inden for medievidenskab, og forkærlighed for film, håber jeg at kunne dele mine oplevelser med andre – på forholdsvis interessant maner.
Kommentar er lukket.