Starten på et mørkt univers

Den nye The Mummy-film er et mærkeligt bæst. På den ene side er den en fuldstændig kompromisløs b-film, om en egyptisk mumie, der genopstår og forsøger at legemliggøre selve djævlen, hvilket vores helte, i form af bl.a. Tom Cruise og Russell Crowe, selvsagt forsøger at stoppe. Det er ikke verdens mest eftertænksomme plot, men det fungerer som et godt koncept for en blockbuster med sandstorme i London, fly, der bliver angrebet af ravne og omvandrende skeletter. Alle problemerne, og dem er der en del åbenlyse af, har imidlertid at gøre med Universals jagt på skabe deres eget cinematisk monsterunivers, under titlen Dark Universe.

Idéen er interessant, for hvad nu hvis alle de mytologiske monstre virkelig fandtes og levede i blandt os? Et filmisk univers er ikke noget nyt, her næsten 10 år efter Marvel etablerede deres, og de makabre bæster, som den usynlige mand og Frankensteins monster, har alle rødder i skrækfilm, så der er rig mulighed for at skille sig ud fra konkurrenterne ved at skabe en mere uhyggelig og drabelig stemning. Problemet er bare, at dette hverken er en splatter- eller skrækfilm, men en men en hybrid mellem gys og action, så konceptet får aldrig lov til at spille til dets styrker her.

Godt eventyr, men tamt univers.
Når det så er sagt, så kan jeg faktisk godt lide denne nye mumie-film. Historien bliver fortalt i et tilpas tempo, der er en række flotte actionsekvenser, der ser ud som om de er udført af rigtige mennesker, den nye mumie, Ahmanet, er ganske enkelt frygtindgydende, og selvom filmen er underlagt en børnevenlig aldersgrænse – i USA – så er der stadig plads til flere temmelig ubehagelig mareridtssekvenser, og hele filmen emmer af at have rødder i skrækfilmen, hvor alle er forbandet til at være omvandrende monstre – enten metaforisk eller bogstaveligt talt. Så set som ren popcorn action, så lykkedes det for Tom Cruise at føre an i solid monsterunderholdning, der ligger fundamentet for et dystert univers, men det er bare selve univers delen, der virkelig hæmmer filmen.

Uden at afsløre for meget, så bliver der brugt en del tid på at etablere et univers, hvor de mange monstre kan mødes, men det er efterhånden en del af alle blockbusterfilm i dag, og her er det integreret i historien, så det slipper Cruise og co. godt fra. Der, hvor universet dog kommer i vejen er for alvor i filmens slutning. Efter plottet meget overraskende tager en uventet drejning i sidste akt, og virkelig hæver spændingen, så siver det fuldstændig ud i sandet, fordi dette ikke er en selvstændig film, men et setup til mange flere. Det er smadder ærgerligt, eftersom The Mummy er gedigen underholdning indtil da.

Kan du dog leve med en lidt tam slutning, der leder tankerne mod endeløse sequels, så er det masser af god tilfredsstillende underholdning at finde i biografmørket.